Så længe jeg lever anmeldelse: Det var ellers så oplagt…

Der er noget oplagt i at lave en film om John Mogensen.

En folkekær sanger der fik åbenlyst politisk musik på dansktoppen, og skrev en række ærlige tekster, der stadig giver genklang i dag. Mogensens musik kan åbenlyst live enhver film op.

Samtidig er hans liv fyldt med drama.

Fra at være del af de polerede Four Jacks til sen, men stor succes i sin solokarriere og ikke mindst et enormt alkoholproblem, der endte med at tage livet af ham allerede som 48-årig.

Det er oplagt materiale til en solid biografisk film.

Desværre fungerer Så længe jeg lever bare aldrig rigtigt godt.

På overfladen er brikkerne ellers på plads. Ole Bornedal er en erfaren herre i instruktørstolen. Nok er han til tider ujævn, men han har erfaringen, til det der burde være et slamdunk af en folkelig film.

I hovedrollen som John Mogensen er den folkekære Rasmus Bjerg, der ubetinget har fysiske ligheder med Mogensen.

Og så selvfølgelig den elskede musik til at sparke liv i kludene.

Det sidste fungerer bedst.

Søren Rasted har lavet en række vellykkede nye produktioner af Mogensens musik, og de fungerer.

Filmen kommer godt rundt i Mogensens musikkatalog, og har en håndfuld virkeligt gode musikscener, hvor alt går op i en højere enhed.

Næsten.

Og det er egentlig symptomatisk for Så længe jeg lever. Den er næsten god.

Så længe jeg lever anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Musikscenerne er som sagt gode. Bjerg gør det fint som sanger, selvom han selvfølgelig i direkte sammenligning med Mogensen blegner en del.

Men musikken hæmmes til tider af overtydelig dubbing.

Sådan er det også med Bjergs præstation i hovedrollen.

Han ligner Mogensen, og en gang imellem fanger han den fandenivoldskhed, der kunne stråle ud af den skæggede sanger.

Men det meste af tiden føles hans præstation underligt kunstig. Næsten manieret.

Bjerg savler og spytter sig igennem Mogensens drukture, og bliver desværre sjældent mere end en mildt underholdende karikatur af sangeren.

Bedre går det for Helle Fagralid som Johns kone Ruth, men filmen overbeviser aldrig rigtigt om, hvordan deres forhold kunne bære så mange år med så voldsom alkoholisme.

Så længe jeg lever anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Det er symptomatisk for et manuskript, der desværre har valgt at positionere John Mogensen som den typisk plagede kunstner.

En perfektionistisk mand, der begraver utilfredsheden i store mængder sprut.

Den historie er ikke ny, og selvom den måske er sand, kunne andre nuancer af Mogensen som menneske have livet filmen op.

Men Så længe jeg lever kommer aldrig rigtigt videre end den biografiske films skabelon. Den ender med at være et noget overfladisk og episodisk indblik i sangerens liv.

En slags ‘John Mogensens greatest hits’ der kæmper med at engagere følelserne.

Så længe jeg lever anmeldelse
Foto: Nordisk Film

En gang imellem kunne jeg skimte den film, der kunne have været. Blandt andet da Mogensen tilfredsstillende finder sin personlige stil til en tragikomisk barnedåb.

Bornedal og fotograf Jesper Tøffner får også skabt fine billeder, og produktionsdesignet er overbevisende.

Håndværket er med andre ord i orden, men filmen byder også på underligt fejlslagne stilistiske udsving.

Det gælder blandt andet en bevidst kunstig solnedgang eller en noget teater-agtig illustration af, når John Mogensen er i zonen.

Fans af Mogensen kan hygge sig med musikken, og genkendelsens glæde over tidens andre store stjerner, men Så længe jeg lever er for ujævn til at være rigtigt anbefalelsesværdig.

Jeg troede ellers, at det var så oplagt.

Så længe jeg lever har højdepunkter, som fans af John Mogensen vil sætte pris på, men som filmoplevelse er den forbavsende ujævn. Den ender med, at være langt mere kunstig end den mand den handler om.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse