Ready Player One anmeldelse: Bedre end bogen

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg elsket film. Lige så længe har jeg elsket computerspil.

Jeg har læst massevis af sci-fi og fantasy og tilbedt ved Troldspejlets alter.

Når jeg får en notifikation på telefonen, så hører jeg den lille bjælde-jingle fra Alan Silvestris musik fra Tilbage til fremtiden. Når telefonen ringer, så er det temaet fra John Carpenters Sidste nat på station 13, der fylder luften.

Ugentligt ruller jeg terninger omkring bordet, når jeg spiller Dungeons & Dragons.

Det er vist nok alt sammen symptomer på at være en nørd, og det placerede mig solidt i målgruppen for Ernest Clines bog Ready Player One.

Den hyggede jeg mig da også godt med, da jeg læste den tilbage i 2011, men den havde unægteligt en tendens til at føles som en gåtur i en popkulturel zoologisk have.

Lidt for tit stoppede Cline op for at dvæle ved sit enorme katalog af referencer i stedet for at fokusere på sin tyndbenede, men underholdende, historie.

Sådan er det heldigvis ikke med Steven Spielbergs filmatisering af bogen.

Spielberg slipper referencerne ud af burene, og lader dem holde en farvestrålende fest i baggrunden, mens han holder sit fokus rettet direkte mod historiefortællingen.

Resultatet er ren filmfryd.

Den 71-årige instruktør slipper sit indre sukkerhøje legebarn løs, og lader ham lave en film, kynikere godt kan holde sig langt væk fra.

I sine bedste øjeblikke føles Ready Player One nemlig som en film fra Spielbergs guldalder. Den voksne Spielberg – ham der har lavet film som Schindlers Liste og den kommende The Post – er godt gemt væk.

I stedet får vi den Spielberg, der lavede Jaws, Raiders of The Lost Ark og E.T. Ham der har så stor en glæde over filmmediets muligheder, at det ikke kan undgås at skinne igennem på lærredet.

Ready Player One anmeldelse
Foto: SF Studios

Klogeligt har manuskriptforfatterne – der inkluderer den oprindelige forfatter Cline selv – valgt at ruske godt op i forlægget.

Den grundlæggende struktur er den samme.

I en ikke så fjern og temmelig dystopisk fremtid bruger størstedelen af menneskeheden deres liv i et fælles virtual-reality spil kaldet OASIS, der er en slags nørdernes paradis.

Her kan man være hvem man vil – om det så er Tracer fra Overwatch eller Jernkæmpen – og besøge alverdens fiktive universer fra MInecraft til Star Wars.

Da skaberen af OASIS James Halliday – fantastisk spillet af Mark Rylance som en kær og ultra-stenet Steve Jobs – dør, starter han en konkurrence om at finde tre nøgler, gemt som såkaldte ‘easter eggs’ i OASIS.

Vinderen får kontrollen og ejerskab over hele spillet.

Det starter selvfølgelig en vild skattejagt. Både for vores hovedperson Wade Watts, der er opvokset i den gigantiske trailerpark ‘the stacks’ og for det enorme – og selvfølgelig ondsindede – firma IOI.

Ready Player One anmeldelse
Foto: SF Studios

Historiens skelet er det samme, men organerne er rykket rundt. Mange af referencerne er klogeligt rykket længere frem i tid, og æggejagtens udfordringer er gjort uendeligt mere filmiske.

Og det er her Ready Player One virkelig rykker. Det er en ægte film-film. En biograftur, hvor man smiler hele vejen igennem.

Den indledende introduktion til OASIS er et mesterstykke af visuelle effekter, der næsten tangerer til overload. Men kun næsten, for Spielberg beviser igen, at han stadig er en af filmmediets bedste fortællere.

Han gør et fuldt computeranimeret virtuelt racerløb, der inkluderer den berømte Delorean fra Tilbage til fremtiden, King Kong og T-Rex’en fra Spielbergs egen Jurassic Park til en let afllæselig og absurd underholdende actionsekvens.

Og det er kun begyndelsen på en film, der bugner af barnlig fortælleglæde.

Ready Player One anmeldelse
Foto: SF Studios

Midtvejs sender konkurrencen Wade og hans venner ind i en, øh, lad os sige, meget berømt film, i en sekvens der er både visuelt overrumplende, absurd nostalgisk og oprigtigt sjov.

Og det endelige slag er en slags nørdheroin. Et Ringenes Herre lignende slag der inkluderer nogle af de mest elskede figurer fra mindst de sidste 40 års populærkultur.

Jeg har simpelthen aldrig set noget lignende.

Af samme grund behøver du ikke stort kørekort i nørd for at sætte pris på Ready Player One.

Spielberg ved, hvordan man laver en blockbuster for alle.

Han holder tempoet højt i den centrale eventyr-historie mens referencerne er glasuren ovenpå.

Alan Silvestri leverer en omgang musik, der ligeså godt kunne være fra en af de store 80’er eventyrfilm, og får også chancen for at citere sig selv – og min notifikations-lyd.

Ready Player One kommer ikke op på siden af Spielbergs bedste. Til det er både figurer og historie for tynde og konsekvensløse.

Men det betyder altså ikke noget, når oplevelsen er så enorm en filmisk fryd.

Nørd eller ej.

Ready Player One er en af den slags biografoplevelser, hvor jeg får lyst til at huje i salen. Den er et stort glitrende påskeæg til alle biografgængere fra en af filmhistoriens bedste instruktører. Og så har den det der krydderi, de fleste film mangler: vaskeægte Spielberg-magi.

5 af 6 stjerner anmeldelse