Rampage Out of Control anmeldelse: Alt for meget snak

Lad os lige få det åbenlyse spørgsmål af vejen med det samme?

Hvorfor lige Rampage?

Af alle de utallige computerspil med komplekse historier og fantastisk universer, som Hollywood kunne vælge at filmatisere, så er det Rampage, der når frem til lærredet?

Et arkadespil fra 1986 hvor man spiller kæmpemonstre, der skal smadre så mange bygninger som muligt.

Det er måske ikke ligefrem et udgangspunkt, der råber på at blive lavet til en film.

Navnegenkendelsen er næppe heller særlig stor blandt det brede publikum. Særligt ikke med den, øh, danske titel Rampage Out of Control, der gør afstanden til det oprindelige spil endnu større.

Ok, whatever, som spil-fan kunne man godt ønske sig at filmproducenterne kiggede i andre retninger, hvad angår spilfilmatiseringer.

Men der er da potentiale til en ordentlig omgang fjolle-action i historien om tre mennesker, George, Lizzie og Ralph, der forvandles til muterede kæmpemonstre – henholdsvis en abe, en ulv og en øgle.

Men, øh, det er så bare ikke hvad Rampage Out of Control handler om. Det var åbenbart for fjollet. I stedet har vi en historie om tre dyr, der forvandles til større dyr.

Ikke helt så latterligt underholdende, men ok, jeg var klar til en fjollet omgang monsterdestruktion, og Rampage Out of Control lagde egentlig fint ud.

Rampage Out of Control anmeldelse
Foto: SF Studios

Tos-o-metret er i top indenfor det første kvarter. Først nedlægger en kæmperotte en rumstation (!), og inden længe har en albino-gorilla givet fingeren til Dwayne ‘du vil altid være The Rock for mig’ Johnson.

Det er dumt på den underholdende måde. Men så begynder det altså at gå galt.

Rampage Out of Control bliver kedelig.

Vi introduceres for to håbløse skurke, der er irriterende på alle de forkerte måder, og de snakker.

Så snakker The Rock lidt med sin albino-gorilla ven og sin nye veninde Naomie Harris.

Så snakker de lidt med Jeffrey Dean Morgan, der overspiller sig igennem rollen som cowboy-lignende hemmelig agent.

Rampage Out of Control anmeldelse
Foto: SF Studios

Snak, snak, snak.

Alt for meget snak, og alt for få kæmpeulve, der sluger helikoptere.

Med Rampage Out of Control har instruktør Brad Peyton egentlig bare genskabt sit tidligere hit San Andreas tilsat lidt kæmpemonstre.

Det meste af spilletiden går med snak, og forsvindende lidt på generiske action/katastrofe-scener, hvis gode effektarbejde hæmmes af komplet mangel på spænding.

Rampage Out of Control anmeldelse
Foto: SF Studios

Ikke engang The Rock’s charme kan redde løjerne, når forsøgene på humor er så gumpetunge. I Rampage Out of Control er den karismatiske skuespillers job desværre mest at stirre på ulykkerne fra sikker afstand.

Og så at snakke selvfølgelig.

Tonen veksler mellem spoof-agtigt fjollet og mærkværdigt dybfølt så hurtigt, at filmen muligvis har en fremtid, hvor den dyrkes for sin ufrivillige humor.

Og så er det altså en alvorlig missed opportunity ikke at lade The Rock blive forvandlet til et kæmpemonster, som det ville have været muligt i det oprindelige spil.

Men det havde sgu nok været for underholdende.

En film, hvor en kæmpekrokodille æder en jetjager, må altså ikke være kedelig, men det er Rampage Out of Control. Ikke engang Dwayne Johnson kan redde et komplet forfejlet manuskript, der byder på alt for meget snak og alt for lidt Rampage.

2 af 6 stjerner anmeldelse