Mordet i Orientekspressen anmeldelse: Moustachens mester

Har du nogensinde tænkt over, hvordan et overskæg ville se ud, hvis det havde spist et andet overskæg?

Så kommer Mordet i Orientekspressen som sendt fra himlen.

Kenneth Branagh overtager nemlig rollen som den legendariske detektiv Hercule Poirot med et overskæg, der straks slutter sig til de bedste overskæg i filmhistorien.

Faktisk ser det lidt ud som om, Branagh har kombineret ansigtsbehåringen fra de foregående film-inkarnationer til et mega-overskæg ‘to rule them all’. Det kunne da godt være Peter Ustinovs overskæg nederst, Albert Finneys i midten og David Suchets øverst, kunne det ikke?

Sådan er det også lidt med selve filmen, der fremstår som et mildt remix af det, der er gået forud. Den byder ikke ligefrem på en nyfortolkning af historien om et mystisk mord og et dusin fremmede fanget i den lukuriøse orientekspress.

Til gengæld leverer den Hollywood stjerneglimmer og krimi-intriger af den helt gamle skole.

Du behøver ikke kigge længere end til plakaten og traileren for at fange stjerneglimmeret. Som 1970’er-filmatiseringen af Agatha Christies roman byder også denne nye version på noget af et ensemble.

Det er en god blanding af nye navne og gamle kendinge, og de er allesammen velcastede i rollerne. Så mange karakterer efterlader ikke meget plads til, at skuespillerne kan folde sig ud, men ingen falder igennem.

Fra den gamle garde er det især Michelle Pfeiffer, der gør sig bemærket som den hemmelighedsfulde Mrs. Hubbard. Hun får endda lov til at synge en fin sang over rulleteksterne.

Men ellers er det mere de yngre, der løber med filmen. Heriblandt Daisy Ridley, der som Mary Debenham giver håb om, at hun ikke forsvinder, når hun er færdig med at spille Rey i Star Wars.

Josh Gad leverer også varen som Hector MacQueen og viser sig i stigende grad som en mere interessant skuespiller end hans tidligere komiske roller har afsløret.

Bagved sværmer stærke kræfter som en scene-stjælende Willem Dafoe, en barsk Judi Dench og Penelope Cruz som skinhelligt kristen.

Johnny Depp forsvinder – af gode grunde – relativt hurtigt ud af filmen, men indtil da er han faktisk overraskende tilbageholdende som gangsteren Ratchett.

De gemmer tilsyneladende alle sammen på hemmeligheder, og det er derfor ikke ligetil for Poirot og hans overskæg at navigere i mordgåden.

Mordet i Orientekspressen anmeldelse
Copyright Nordisk Film

Apropos Poirot, så gør Branagh fin figur som detektiven med de små grå celler. Han er lidt barskere og lidt mere fysisk end tidligere udgaver. Men han har ikke tabt humoren og den umådelige tillid til egne evner.

Der er i sagens natur ikke meget plads til at skabe tredimensionelle figurer i Christies plot-mekaniske historie. Skuespillerne pumper dog alligevel nok personlighed ind i figurerne, til at det er underholdende at følge Poirots afhøringer af de mange mistænkte.

Men det er også det, der gør filmen gammeldags på både godt og ondt. Forlægget er en lang serie af eksposition. Det har Branagh ikke lavet om på. Vi skal have en masse at vide, før morder-kabalen kan gå op til sidst.

Til tider bliver det altså lige lovligt kluntet med endnu en samtale, der udelukkende fungerer som budbringer af plot-detaljer til den afsluttende mordgåde.

Branagh forsøger at peppe det lidt op med en smule action, men øjeblikkene af håndgemæng er desværre næsten helt ubehjælpeligt instrueret. Heldigvis er der ikke mange af dem. Branagh holder sig i vid udstrækning til forlægget.

Mordet i Orientekspressen anmeldelse
Copyright Nordisk Film

Storslåede computeranimerede billeder af 1930’ernes Istanbul og Orientekspressen, der snor sig igennem bjergene er underholdende, men måske også lige kunstige nok. Bedre går det med scenografien og stemningen indenfor i det luksuriøse tog, der har god sans for detaljen.

Alt i alt ender Mordet i Orientekspressen med på både godt og ondt at være en gammeldags filmatisering af en gammeldags historie.

Branagh har ikke peppet historien unødigt op, men måske har han heller ikke fornyet den nok.

Det stopper nu ikke Mordet i Orientekspressen fra at være en underholdende krimifortælling af den gamle skole – især hvis du ikke på forhånd ved, hvem morderen er.

Og så elsker jeg altså det overskæg.

Indløs roligt billet til endnu en rejse med krimi-toget. Mordet i Orientekspressen er aldrig mindre end underholdende. Det er en old-school krimi, af den type Hollywood aldrig laver mere. Måske havde lidt mindre respekt for forlægget klædt den, men Mordet i Orientekspressen har nu alligevel gjort mig klar til mere med Branagh som Poirot.

4 af 6 stjerner anmeldelse