Miss Kiet’s Children anmeldelse: En lektion fra Miss Kiet

Hvor ville jeg ønske Miss Kiet havde været min lærer.

Men efter at have set Miss Kiet’s Children føles det nu alligevel lidt som om jeg har lært noget af hende.

Det er nu ellers ikke fordi hollandske Miss Kiet har brug for flere elever i klassen. Børnene er i et aldersspænd mellem 7 og måske 10 år, og der er rigeligt af dem.

Og en stor del af dem er syriske flygtninge.

Miss Kiet's Children anmeldelse
Copyright L&F Productions

Der er altså nok at lave for Miss Kiet, men ikke mindst også for børnene. At lære et nyt sprog er måske den mindste af deres udfordringer. Det virker næsten som tortur når de stakkels elever tvinges til konstant at kommunikere på hollandsk.

Kunne de da ikke bare få lov til at slappe af! Flere af dem kommer direkte fra et liv hvor skolen var bandlyst fordi der var ovehængende fare for at den ville sprænge i luften.

Men sådan spiller klaveret ikke hos Miss Kiet. Børnene skal lære hollandsk, og de skal ikke mindst lære at omgås hinanden på en ordentlig måde.

Tag for eksempel bare historien om Haya og Leanne.

Leanne er ny i klassen og omkring de syv, mens Haya er lidt ældre. Haya vil rigtigt gerne hjælpe Leanne med at forstå Miss Kiets undervisning, med at være med i skolegården, med at tegne, med at stå det rigtige sted.

Med alt faktisk.

Det bliver for meget for lille Leanne, men miss Kiet løser problemet på fineste vis. Lidt sommerfugle-klistermærker og hendes helt eget brand af håndfast men nænsom pædagogik. Så er den sag ordnet.

Man skal tage hensyn til hinanden.

Miss Kiet's Children anmeldelse
Copyright L&F productions

Med kameraet i helt bogstavelig børnehøjde bragte Miss Kiet’s Children mig helt med ind i den slags små konflikter, og fik mig til at huske hvordan det var selv at være del af dem.

Her er ingen irriterende fortællerstemme eller interviews med Miss Kiet som forklaring på det vi ser. Det er slet heller ikke nødvendigt.

Børnenes ansigter fortæller hele historien.

Faktisk glemte jeg helt undervejs at de her børn var noget specielt, og lod mig bare fascinere af Miss Kiets uforlignelige talent for at guide dem i den helt rigtige humane retning.

Igen og igen forbløffedes jeg af den kærlige stemning Miss Kiets får skabt i sit klasseværelse. Flere gange viser Miss Kiet’s Children mirakuløse eksempler på forståelse og hensyn blandt de små mennesker. De her børn tackler konflikter bedre end de fleste voksne.

Det endda selvom de bærer på en tung baggage.

Som filmen skrider frem kommer spøgelserne frem fra under sengen. Der vades aldrig i det, men der er ingen tvivl om at Miss Kiets elever har oplevet mere end de fleste.

Hvorfor har drengen Jorje mon for eksempel svært ved at sove om natten eller kigge sig selv i spejlet?

Hvis børn der har oplevet så frygtelige grusomheder kan lære tolerance og empati – så kan vi også.

Alvoren sniger sig ind af filmens bagdør. Det samme gælder for følelserne. Da de sidste scener ramte lærredet, blev jeg mere rørt end jeg var forberedt på.

Hun kan noget hende Miss Kiet.

Som helhed bliver Miss Kiet’s Children en hyldest til børnene, men også en hyldest til lærere generelt og Miss Kiet i særdeleshed.

Den viser hvor vigtigt det er at voksne påtager sig den svære rolle som vejleder. Uanset hvor tung en baggage børnene bærer på. 

Miss Kiet’s Children sender os tilbage på skolebænken og giver en ekstremt vigtig lektion: empati og medmenneskelighed; det er noget vi kan lære.

5 af 6 stjerner anmeldelse

Miss Kiet’s Children er månedens dokumentar i Cinemateket. Den er værd at rejse for.