Lykkelænder anmeldelse: Splittet film om splittet land

Det er grund til at fejre, at det for anden gang i år er muligt at fange en dokumentarisk fortælling om Grønland på det store lærred.

Tidligere på året havde Mit Grønland premiere, og nu er der så mulighed for at fange Lykkelænder som månedens film i Cinemateket.

Grønland har et væld af historier at fortælle, og det er alt for sjældent, vi hører noget til dem. En kompleks politisk situation, storslået natur, sociale problemer, stolt historie; der er nok at tage fat på.

Netop derfor er det så ærgerligt at begge film fejler på hver deres måde.

Lykkelænder anmeldelse
Foto: Kran Film Collective

Jeg vil så gerne kunne anbefale Lykkelænder, og der er da også elementer at sætte pris på.

Instruktør Lasse Lau har en fin sans for sine billeders poesi. En hypnotisk indstilling af et køretøj, der langsomt og isoleret bevæger sig igennem det grønlandske landskab er en lovende start.

Et glimt af en ung grønlandsk rapper, der indigneret spytter rim om Danmarks fordomme mod Grønland, er fascinerende.

Men Lykkelænder bliver aldrig til mere end en serie af glimt, og jeg har allerede afsløret de bedste.

Lasse Lau har valgt en kompleks form til at repræsentere komplekse Grønland. Det kan jeg sådan set godt forstå.

Men instruktørens collage-agtige blanding af sekvenser samler sig bare aldrig til en større helhed. Lykkelænder har desværre hverken nok rå poetisk fascinationskraft eller politisk slagkraft til at fungere.

Lykkelænder anmeldelse
Foto: Kran Film Collective

Et kort interview med et grønlandsk par, der har vundet i Lotto, afløses af at skuespilleren Nukâka Coster-Waldau råber på grønlandsk på Christianshavns torv eller foran Christiansborg.

Filmen serverer de sidste nødsignaler fra det forulykkede skib Hans Hedtoft, mens en flok Grønlandske børn og sirupstyk symbolik trækker en gris på hjul gennem grønlandske gader.

Forsøg på  symbolsk humor – som en grønlænder der trækker en kajak over en solbeskinnet dansk strand – falder bragende til jorden.

Lykkelænder anmeldelse
Foto: Kran Film Collective

Et par grønlandske skuespillere får lov til at gentage deres roller fra populære film og serier i ny kontekst, i scener der skal sige noget om grønlandsk repræsentation i medier.

Derefter diskuterer de meta-agtigt i en biograf, hvor fjollet den ide er.

Det gør desværre ikke ideen mindre fjollet.

De enkelte glimt af rigtigt bid – som f.eks. en sammenligning af Grønlands forhold til Danmark med afhængighed af stoffer – gør kun Lykkelænders problemer endnu tydeligere.

Grønland har et væld af historier at fortælle, men hvis de skal nå ud til folk, så skal de altså fortælles bedre end det her.

Lykkelænder knækker desværre på midten mellem symbol-tunge kunstfilm-ambitioner og politisk indignation og giver derfor aldrig for alvor udenforstående et indblik i Grønland og grønlænderes situation.

2 af 6 stjerner anmeldelse