Kusama anmeldelse: Fanget i uendelighedsnettet

Det bedste ved Kusama, og den helt store grund til at se den på et stort lærred, er muligheden for at se de smukke billeder af Yayoi Kusamas kunst i helt stort format.

Instruktør Heather Lenz giver nemlig klogeligt Kusamas kunst god plads i sit portræt af den japanske kunstner.

Og lad mig sige det åbenlyse: sikke en kunst!

På skift poppet og personlig; bizar og behagelig.

Yayoi Kusamas kunst spænder fra simple akvareller, over happenings fyldt med hippie-nøgenhed til enorme installationer.

Til fælles har det, at det altid er smukt. Farverne er blændende, og stilen er Kusamas helt egen.

Faktisk havde jeg nok næsten været lige så positivt stemt overfor Kusama, hvis den bare havde været en time og et kvarters præsentation af kunstnerens værker.

Men der er heldigvis også saft og kraft i Kusamas historie, der går fra en anspændt opvækst i Japan, til en kamp for at blive anerkendt i 1960’ernes sprudlende kunstnermiljø i New York, til en slags genopdagelse i det nye årtusinde.

Hele vejen igennem følges den japanske kvinde af sine egne mentale spøgelser, der både inkluderer tvangstanker og hallucinationer, der spiller en stor rolle i hendes kunst.

Uden dem er det ikke sikkert, at Kusamas prikkede ‘uendelighedsnet’ havde været en helt så overvældende oplevelse.

Kusama anmeldelse
Foto: Camera Film

Kusama en dramatisk historie, der afslører Yayoi Kusama som usædvanligt stærk – stærk nok at tage kampen op mod både racisme og sexisme i kunstmiljøet – men også som en skrøbelig kvinde, der nu som 89-årig lever permanent på et psykiatrisk hospital med adgang til sit atelier lidt længere nede ad gaden.

Lidt mere problematisk er det, at Heather Lenz’ portræt er cirka så traditionelt, som det kan være.

Ved hjælp af ekspertinterviews kombineret med arkivmateriale og Kusamas egne ord, fortæller Lenz historien om Kusama cirka lige så traditionelt som Kusama er utraditionel.

Kusama anmeldelse
Foto: Camera Film

Det er svært ikke at ønske sig lidt mere spræl i filmsproget, mens musikken også bliver en lige lovligt sentimental heltehyldest til sin hovedperson.

Det havde måske været mere givende, at tage udgangspunkt i Kusamas noget specielle tilværelse som aldrende kvinde, men Kusama har i stedet valgt at gå den konventionelle vej, med en kronologisk genfortælling af hovedpersonens liv ala Wikipedia.

Men så er det godt at Kusamas historie også er fascinerende i Wikipedia-form, og med tilføjelsen af de smukke billeder af Kusamas kunst bliver Kusama heldigvis biografbilletten værd.

Kusama er en blændende flot introduktion til en af Japans helt store kunstnere, også selvom den er uendeligt meget mere traditionel end sin hovedperson.

4 af 6 stjerner anmeldelse