Jackie Chan mod Pierce Brosnan i ny trailer til The Foreigner

0

Bond vs. Jackie: trailer til The Foreigner

Henholdsvis 63 og 64 er Jackie Chan og Pierce Brosnan. Det forhindrer dem nu ikke i at være med i den kommende actionfilm The Foreigner der lige har fået en ny trailer.

Chan spiller forretningsmanden Quan med en dunkel fortid. En fortid der banker på da hans datter slås ihjel i et terrorangreb. Det sender Quan på jagt efter terroristernes identitet som en mystisk embedsmand i skikkelse af Pierce Brosnan muligvis ligger inde med.

Det lugter lidt af Liam Neesons hævn-actionfilm Taken. Til gengæld ser det ud til at en film for en gangs skyld udnytter Chans alder til god effekt, og kombinationen af Chan og Brosnan er svær at modstå. At Chan tilsyneladende folder sig ud som en anden Rambo med hjemmelavede fælder i skoven sænker ikke forventningerne for actionfans.

Filmen er baseret på romanen The Chinaman af Stephen Leather, og instrueres af Martin Campbell. Campbell har tidligere leveret solide actionfilm – deriblandt to Bond-film Goldeneye og Casino Royale – den ene med Brosnan i rollen.

The Foreigner har dansk premiere allerede den 12. oktober i år.