Iqbal og Den Indiske Juvel anmeldelse: Iqbals sære univers

Iqbal og Den Indiske Juvel er mit første møde med Iqbals univers, der startede i Manu Sareens børnebøger og nu har kastet spillefilm nummer tre af sig.

Og det er sgu et lidt mærkeligt univers.

Iqbal og Den Indiske Juvel har på flere måder et mere virkelighedsnært univers end de fleste danske børnefilm, samtidig med at den er præcis så gakket og glansbillede-agtig som mange af sine artsfæller.

Det er en kombination, der ofte har en lidt skurende effekt, men Iqbal og den indiske juvel ender alligevel, især takket være instruktør Oliver Zahle og et veloplagt hold skuespillere, med at være et fint bud på dansk familieunderholdning.

Det bedste ved Iqbal og Den Indiske Juvel er unægteligt dens diversitet.

Selvom det er tredje film med Iqbals familie af indisk afstamning, så stikker det altså stadig ud at hovedpersonerne bor på Nørrebro og har en anden hudfarve end bleg.

Det placerer Iqbal og Den Indiske Juvel milevidt foran sin vel nok nærmeste konkurrent Far til fire-filmene, hvis forsøg på at være multikulturel strækker sig til en charterferie til Spanien.

Men mere virkelighedsnær er Iqbal og Den Indiske Juvel heller ikke.

Iqbal får godt nok lov til at stikke ud i religionsundervisningen, når han som den eneste ikke skal konfirmeres, men fokus er hurtigt flyttet til en slap-stick ildebrand i kirkerummet.

Det er symptomatisk for en film, der har nogle lidt kluntede skift i tone. Iqbal smides i en relativt alvorlig scene, ud af skolen, mens hans fjollede lærer, spillet af Martin Brygmann skriger Iqbaaaal i bedste Emil fra Lønneberg stil.

Iqbal og Den Indiske Juvel anmeldelse
Foto: SF Studios

Iqbals vicevært er voldsomt racistisk, mens Nørrebro nok aldrig har været helt så glanspoleret som her.

Og så er den centrale historie – der bringer Iqbal til Indien og får ham involveret i intriger om en forsvunden juvel – nærmest lidt Ole Lund Kirkegaard-agtig.

Det er en noget umage blanding af mere moderne træk, og mere klassisk sukkersødet børneunderholdning.

Men det fungerer overraskende fint.

Historien er lige tynd nok og resulterer i en første tredjedel, der bliver lige episodisk nok.

Men da filmen får fokus på jagten på juvelen kommer der mere fut i fejemøget. Filmen får masser af production-value ud af det kulørte indiske byliv, og holder et ustoppelig højt tempo.

Det er også tydeligt at mærke kærligheden til karaktererne både foran og bag kameraet.

Iqbal og Den Indiske Juvel anmeldelse
Foto: SF Studios

Men vigtigst af alt, så får instruktør Oliver Zahle især i filmens finale forvandlet Iqbal og Den Indiske Juvel til en regulær eventyrfilm, med alt hvad det indebærer af Indiana Jones-referencer.

Zahle byder endda på en vellykket jagt til fods gennem de pulserende indiske gader.

Iqbal og Den Indiske Juvel er måske nok en lidt sær genreblanding, men den kompenserer med højt tempo og masser charme.

Jeg tager gerne endnu et smut til Iqbals univers, selvom skuespillernes alder nok efterhånden begynder at blive problematisk.

Men hey, Lille Per er også blevet udskiftet mere end en gang.

Iqbal og Den Indiske Juvel er usædvanligt vellykket dansk familieunderholdning med både højt tempo og noget på hjerte.

4 af 6 stjerner anmeldelse