I Kill Giants anmeldelse: Børnenes fantasi

Det er ikke ligefrem fordi, der er mangel på historier om børn og deres fantasi på film.

Men danske Anders Walter har altså udvist en helt særlig interesse for temaet.

Om det er teenageren, der forsøger at holde sin døende mor i live ved hjælp af højdespring i kortfilmen 9 meter eller drengen, der finder helle i et fantasiunivers fra sin dødelige sygdom i den oscar-vindende kortfilm Helium.

Anders Walters følelsesladede kortfilm viser sig at være et godt pejlemærke for hans debut som spillefilmsinstruktør, I Kill Giants.

Denne gang er det en ung pige, der flygter fra virkeligheden ind i sin egen hjemmestrikkede fantasiverden.

For den unge Barbara er verden nemlig befolket af kæmper, der når som helst kan angribe den lille amerikanske kystby, som hun bor i med sine søskende.

Hvorfor Barbaras forældre ikke er til stede, er en del af filmens centrale mysterie; et mysterie, der måske er lige lovligt let at regne ud.

Barbara bruger sin tid på at placere hjemmelavede fælder og andre genstande rundt omkring i landskabet, men den unge piges besættelse af en kamp mod imaginære kæmper gør hende også til noget af en outsider.

Barbara spilles imponerende fint af den unge Madison Wolfe, selvom manuskriptet til tider fodrer hende med lige lovligt utroværdigt snedige replikker.

Madison Wolfe er spydspids i et cast, hvor alle større roller forfriskende nok består af kvinder.

Bedst er nok Zoe Saldana og Imogen Poots, som henholdsvis skolepsykolog og og Barbaras storesøster, der på hver sin måde forsøger at få den noget plagede unge pige til at åbne op.

I Kill Giants anmeldelse
Foto: Camera Film

Men det er nu ikke i virkeligheden, at I Kill Giants er bedst.

Anders Walters film skinner ubetinget klarest i præsentationen af Barbaras hjemmelavede kæmpe-mytologi. Barbaras verden præsenteres aldrig som en forvrængning af virkeligheden, men simpelthen bare som sandheden.

Det er et vellykket magisk univers, der via Barbaras hjemmelavede himstregimser får en sej gør-det-selv agtig æstetik.

Walter blander vellykket praktiske effekter og computergenererede effekter, og Rasmus Heises evigt overskyede billeder er fantastisk stemningsfulde.

Flere af filmens væsner mindede mig om den unikt taktile og halvfarlige stemning i Jim Henson klassikerne Dark Crystal og Labyrinth.

Det hele kulminerer i en vellykket følelsesladet finale, der bruger fantasiuniverset som en ultimativ forløsning for Barbara.

I Kill Giants anmeldelse
Foto: Camera Film

Desværre efterfølges det af en epilog, hvor det følelsesladede træder over grænsen til det kvalme.

Og det gælder generelt for I Kill Giants, at jeg ville ønske den dykkede endnu længere ind i sit fantasy-univers og satte virkeligheden i endnu mere i bakspejlet.

For når Walter fokuserer på det realistiske drama, så bliver det hele hurtigt lidt for mondænt, og karaktererne lidt for flade.

Jeg krydser fingre for, at Anders Walters næste film, vægter fantasien endnu højere, men indtil da er I Kill Giants altså på sine egne præmisser et underholdende – og til tider magisk – bekendtskab.

I Kill Giants er en visuelt betagende hyldest til fantasiens fortryllende evner. Den rummer øjeblikke af ren magi, der heldigvis kompenserer for det lidt for forudsigelige drama.

4 af 6 stjerner anmeldelse