I Am Not Your Negro anmeldelse: Amerikas stemme får ordet

Det er nemt at virke klog som filmanmelder.

Se filmen. Lav research på nettet. Vupti, så virker det som om du selvfølgelig kender den og den europæiske forfatter eller selv de mest ukendte historiske figurer.

Ja, selvfølgelig kender jeg alt til Paula Modersohn-Becker og Stefan Zweig. Gør du ikke det?

Men jeg kendte altså virkelig ikke noget til James Baldwin inden jeg så I Am Not Your Negro. Intet som helst faktisk.

Nu glemmer jeg ham aldrig igen.

I Am Not Your Negro anmeldelse
Copyright Øst For Paradis

Det er nemlig Baldwin der har ordet i I Am Not Your Negro. Og hold da op den mand kunne noget med ord.

James Baldwin var en amerikansk forfatter, dramatiker og aktivist. I Am Not Your Negro bruger hans ord til at skabe en helt unik filmoplevelse der dissekerer afroamerikaneres plads – eller mangel på samme – i det amerikanske samfund.

Ofte leveres Baldwins ord gennem interviews og arkivoptagelser med manden selv. Med brændende intense øjne, men også en forbavsende civiliseret høflighed, varmer Baldwins karisma hele biografsalen.

På andre tidspunkter hører vi Baldwins ord gennem Samuel L. Jackons stemme. Hans brummende voice-over er intet mindre end perfekt, og langt fra den trætte ‘muthafucka’-stereotyp han for ofte reduceres til.

Og sikke ord det er. Filmen tager udgangspunkt i Baldwins ufærdige bog Remember This House der er en refleksion over Malcom X, Medgar Evers og Martin Luther Kings liv og tragiske død.

De tre borgerrettighedsforkæmpere smeltes sammen med Baldwins eget liv, amerikansk popkultur og historie til en syl direkte i hjertet af den komplekse amerikanske raceproblematik.

I Am Not Your Negro anmeldelse
Copyright Øst For Paradis

Baldwin finder veje ind i sandheder om USA der klinger så rent at jeg selv som dansker flere gange var efterladt rystet i biografsædet.

Har nogen mon nogensinde skrevet så rent, præcist, rørende og u-brovtende som Baldwin om så betændt et emne?

Så kender jeg dem i hvert fald ikke.

I Am Not Your Negro er altså en kanal for Baldwins ord, men det er så sandelig også en imponerende film.

I en slags video-essay finder instruktør Raoul Peck præcis de billeder der bedst akkompagnerer Baldwins ord. Alt fra John Wayne til racistiske reklamer.

Til tider viser billederne præcis det Baldwin taler om. Andre gange er det en mere associerende sammenhæng.

Men den helt store filmiske kunst er sammensmeltningen af tid.

Det ene øjeblik er vi midt i 1960’ernes raceopgør, men pludselig er vi i Ferguson i 2014.

Vi følger 15-årige Dorothy Counts der omgivet af hånende hvide mennesker, begiver sig alene til første skoledag i 1957. Pludselige ser vi Trayvon Martins navn.

Pointen er klar og kan kun serveres så effektivt gennem film.

Baldwins ord er mindst ligeså aktuelle i 2017 som i 1968.

Følsomt og præcist udpeger Baldwin at problemet er langt mere vidtrækkende end individuel racisme. Det er en systemisk del af amerikansk kultur.

Alligevel forbliver forfatteren optimist.

“Jeg kan ikke være pessimist. Jeg lever jo endnu.” som han selv siger det.

Som publikum til I Am Not Your Negro er det ellers svært at bevare håbet når et diskret lyddesign vækker rebene fra en række lynchede slaver til live. Imens undskylder en betjent for at have skudt en teenager i det 21. århundrede.

Jeg kendte ikke James Baldwin inden I Am Not Your Negro, men nu glemmer jeg aldrig ham og hans ord.

I Am Not Your Negro er en lige dele rystende og betagende filmoplevelse, men vigtigst af alt giver den ordet til en stemme alle bør kende.

5 af 6 stjerner anmeldelse