Hulemanden Sten anmeldelse: Aardman stilen

Findes der et mainstream animationsstudie med en lige så genkendelig stil og stemning som Aardman?

Det skulle måske lige være japanske Studio Ghibli, men det er altså også godt selskab at være i.

Aardman har eksisteret siden 1972 – og stod blandt andet bag Peter Gabriels legendariske Sledgehammer video.

Men det er først i 1989 med instruktør Nick Park og kortfilmene Creature Comforts og – selvfølgelig – Wallace & Gromit: A Grand Day Out, at studiet får sit nu ikoniske udtryk.

Som spillefilmsproducent peakede studiet med selvsamme Wallace & Gromit – på dansk Walter & Trofast – i makkerparrets geniale spillefilmsdebut Det store grøntsagskup.

De højder har studiet måske ikke helt kunne nå siden, og det forandrer Nick Parks nye film Hulemanden Sten desværre ikke nævneværdigt på.

Men, at den alligevel er en humoristisk og charmerende film, giver næsten sig selv.

Det er et noget sært koncept, Hulemanden Sten baserer sig på. En lidt tilbagestående stenalderstamme må dyste om retten til deres land mod den fremstormende bronzealder-civilisation i den ældgamle sport…fodbold.

Det er virkelig fjollet på den typisk Aardmansk-britiske måde. Som en mere uskyldig udgave af Monty Python.

Instruktør Park har selv beskrevet filmen som Gladiator møder Dodgeball. En mere rammende beskrivelse af det færdige resultat er måske nok, The Flintstones møder Dodgeball.

Desværre bliver Hulemanden Sten aldrig rigtigt til mere end sit koncept. Det er en sjov ide, men som historie er det lidt for tynd en ide til at bære 90 minutter.

Hulemanden Sten byder på en række muntre figurer, men de er alt for skabelon-agtige til for alvor at konkurrere med Aardmans bedste.

Hulemanden Sten anmeldelse
Foto: SF Studios

Til gengæld er de virkelig søde og charmerende.

Det skyldes især animationen. Aardmans stop-motion talenter er ikke til at kimse ad, og de vækker den forhistoriske verden humoristisk til live, som kun de kan det.

En række Flintstones-lignende gags – blandt andet en bille som barbermaskine – er fantastisk god udført, mens den overdrevent opulente bronzealder-by også er fyldt med vellykkede visuelle jokes.

Den brogede flok stenalder-taberes møde med fodbold er også gakket på den søde måde, mens en gigantisk and – havde vi mon sådan nogle i stenalderen? – ender med at være en af filmens mest mindeværdige figurer.

Hulemanden Sten anmeldelse
Foto: SF Studios

De danske stemmer er solide, men når man er vant til at se Aardmans film på originalsproget, er det altså svært ikke at savne de britiske dialekter.

Hulemanden Sten er altså ikke blandt Aardmans bedste, men den vinder alligevel kampen – fodboldkampen, get it? – på basis af ren charme og animationshåndværk.

Derfor håber jeg nu alligevel på noget lidt bedre fra Aardman næste gang. De har en arv at leve op til.

Hulemanden Sten er en mere uskyldig udgave af Monty Python. Den er ikke blandt Aardmans bedste, men den er alligevel fyldt med charme og animationshåndværk nok til at være bedre end mange af sine konkurrenter.

4 af 6 stjerner anmeldelse