Hotel Europa anmeldelse: Hotel allegori

For et almindeligt dansk publikum burde der muligvis være en lille hurtigt test, inden man får lov til at komme ind og se Hotel Europa.

Bare sådan en 5-10 spørgsmål der lige afklarer, hvor meget man ved om Bosniens geopolitiske udvikling fra 1914 og frem.

Så kan de, der består, gå ind og nyde filmen, mens alle andre dirigeres til en anden film.

Havde der været sådan en test inden pressevisningen, var jeg helt sikkert dumpet.

Hotellet, der danner ramme om fortællingen, er ved at markere 100-årsdagen for drabet på Franz Ferdinand. Du ved nok, drabet der indvarslede 1. Verdenskrig?

Så langt er jeg i hvert fald med. Men så begynder det altså også at knibe.

På hotellets tag er der TV-debat, der både går i kødet på begivenhederne for 100 år siden, og deres betydning for Bosnien i dag. Løsrivelsen fra Jugoslavien og konflikten med serberne.

Jeg forstår det vel sådan nogenlunde. I grove træk.

Men navne og årstal flyver over hovedet på mig, mens debattørerne – på en lidt skrålende teatermåde – gør det helt klart for mig, at de her begivenheder stadig er afgørende for moderne Bosniere og Serbere.

Ok. Så er det lidt nemmere at følge med andre steder på hotellet. Der er krise mellem arbejderne og ledelsen. De unge arbejdere er ikke meget for at strejke, mens de ældre ser det som afgørende.

Imens bruger mafiaen ledelsen som knytnæve mod de vrede arbejdere. Arbejderne er i bunden af hotellet, mens mafiaen holder til i en skummel klub endnu dybere nede.

De rige oppe. Arbejderne nede. Der må vist være noget allegori i gang her.

Allegori over Bosnien. Eller måske hele Europa – Hotel Europa, forstår du nok. Et Europa der er splittet og mere interesseret i ældgamle konflikter end en velfungerende nutid.

Imens øver den franske æresgæst sig på sin tale om Europa. Han er spillet af franske Jacques Weber, der gjorde det samme i filosoffen Bernard-Henri Lévys teaterstykke Hotel Europa.

Er du med? Det er sådan lidt meta, lidt satire og masser af allegori.

Men Hotel Europa krævede altså for meget af mig.

Hotellets stemning truer med at koge over. En pistol gør sin entre i debatten på taget, mens ledelsens mafiametoder bliver mere og mere ufine.

Kameraet følger steadicam-flot efter de nervøse arbejdere gennem hotellets kringlede gange, og instruktør Denis Tanović giver effektivt fornemmelsen af, at om lidt bryder helvede løs.

Men Hotel Europa bliver aldrig helt uhyggelig nok, eller gakket nok til at være underholdende som satirisk allegori. Der går aldrig Dr. Strangelove i den.

Det hele fiser lidt ud med et afsluttende pistolskud, uden at jeg rigtigt blev klogere eller mere engageret.

Men det er nok også hele pointen.

Jeg er ikke klog nok til Hotel Europa.

Mere vidende mennesker – og frem for alt Bosniens biografpublikum – vil utvivlsomt få meget mere ud af Hotel Europa end jeg gjorde.

Eller er det Bosnien-Hercegovinas biografpublikum?

Jeg ved det ikke.

Jeg dumpede testen.

Hotel Europa er allegori, satire og politisk angreb. Tror jeg nok. For uindviede i Europas geopolitisk historie bliver ikke inviteret med indenfor.