Holiday anmeldelse: Et pastelfarvet paradis

Et pastelfarvet paradis.

Så let kan unge Saschas verden beskrives.

Hun slænger sig i solen på den tyrkiske riviera med en drink i hånden og det azurblå vand – om så det er ved swimmingpoolen eller stranden – som sin konstante følgesvend.

Et besøg hos en af de lokale designer-guldsmede eller tøjbutikker, hvor hun kan vælge lige hvad hun vil have – fra smaragd-øreringe til haute-couture bikinier er ikke unormalt.

Om aftenen står den på godt med drinks og stoffer i det enorme feriehus, som hendes kæreste betaler for, der har plads til både de to og alle hans venner og familie.

Og, nåh ja, så er der lige det der med de konstante psykiske og fysiske overgreb – fra tæv til voldtægt – som Sascha må udstå.

Men alting har vel en pris.

For Sascha – som er hovedpersonen i Isabella Eklöfs spillefilmsdebut Holiday – tager tilsyneladende gerne det sure med det søde.

Eller er hun i virkeligheden en ufrivillig fange i et forhold baseret på misbrug?

Eller er det overhovedet et følelsesmæssigt forhold, som Sascha har med gangsteren Michael, eller er det rent økonomisk?

‘Hun er en fri kvinde’ siger Michael på et tidspunkt om Sascha kort inden han gør det klar, at Sascha er alt andet end fri.

For Michael – der spilles som en fascinerende kombination af åleglat og vanvittigt intimiderende af Lai Yde – er Sascha tydeligvis bare endnu en ejendel.

Men om Sascha mener at de konstante overgreb er det værd, eller om hun ikke tør stikke af, er instruktør Isabella Eklöf og medmanuskriptforfatter Johanne Algren ikke interesserede i at svare på.

Og det er netop det pinsomt gådefulde, der er den store styrke ved Holiday.

Holiday anmeldelse
Foto: Reel Pictures

I filmens første, og bedste, halvdel lader de filmen være spredte glimt af Saschas luksuriøse helvedesliv uden, at et egentlig plot tegner sig.

Holiday lader os på behørig afstand betragte den unge Sascha, mens hun tilsyneladende villigt betaler for sit jet-set liv med både krop og sjæl.

En stor del af grunden til at det fungerer så godt, er Victoria Carmen Sonnes ekstremt stærke præstation i hovedrollen. Hun afslører aldrig om Sascha finder selvsikkerhed i at kunne få hvad hun vil have, om hun er selvdestruktiv eller bare ikke ser andre udveje.

Sonne tager aldrig de åbenlyse valg i sit skuespil, og Holiday er endnu en cementering af hendes position som en af danmarks bedste unge skuespillere lige nu.

Og det er ikke fordi Holiday kræver lidt af hende.

Holiday anmeldelse
Foto: Reel Pictures

Eklöff placerer Sonne i en til til tider uhyrligt ubehagelig film, hvis rædsler er tydeligt inspireret af grumme instruktører som Michael Haneke, Ulrich Seidl og endda Gaspar Noé.

Eklöffs inspirationskilder er ikke svære at spotte, men hun har alligevel sin helt egen forstyrrende tone.

En tone, der hjælpes godt på vej af Josephine Farsøs Amager-luksuriøse production design og Nadim Carlsen køligt betragtende billeder, der er lige så glat smukke som indholdet er grumt.

Imens skaber klipper Olivia Neergaard-Holm et effektivt hypnotisk tempo, der langsomt fører publikum ind i rædslerne.

For rædsler er der.

Holiday anmeldelse
Foto: Reel Pictures

Der lægges ikke fingre imellem i mishandlingen af Sascha, men der er også her Holiday for mig mistede noget af sin effekt.

Den meget omtalte voldtægtsscene sent i filmen er ganske vist ubehagelig, men ikke nær så slem som en tidligere scene, hvor Michael rykker rundt på en bevidstløs nøgen Sascha, som var hun en kludedukke.

Holiday er bedst i antydningen.

Desværre bliver alting mere eksplicit i filmens anden halvdel.

Sascha skruer op for børnefjernsyn i det ene rum, mens Michael er gangster-voldelig i det andet rum, og imens siver nuancerne lidt ud af Holiday.

Det gådefulde forsvinder til dels til fordel for en slags trekantsdrama, der begynder at slå pointer igennem med en kraft, der er lige bastant nok.

Men det forhindrer heldigvis ikke Holiday i at være en fascinerende rejse til et pastelfarvet paradis – eller måske – et pastelfarvet helvede.

Holiday er en ekstremt stilsikker spillefilmsdebut, der giver ondt i maven, også selvom den er bedre i det diskrete end det eksplicitte.

4 af 6 stjerner anmeldelse