Hereditary anmeldelse: Forventningens fare

Hype burde vel være enhver debuterende filmskabers største drøm.

Man kan vel ikke klage over at få udråbt sin film til at være den nye Exorcisten, som der er sket for Hereditary, allerede inden den har fået premiere i biograferne.

Men den slags hype skaber også kolossalt store forventninger, som enhver film vil have svært ved at leve op til. Det gælder måske endnu mere for en gyserfilm; en genre der vel nok har en af de mest passionerede fanskarer overhovedet.

Så voldsomme forventninger er næsten skabt til at skabe en modreaktion.

Se bare på de sidste års gysersensationer The Witch og It Follows, der efter enorme kritikerroser senere blev voldsomt udskældt af store grupper af gyserfans.

Af samme grund kan jeg godt være nervøs for at anmelde en film som Hereditary, der ankommer til biografen med tonstunge forventninger.

Jeg vil jo nødig skabe forventninger, der kun kan skuffes.

Men det er sgu svært at lade være, når Hereditary hører blandt de bedste gyserfilm i dette årti, og måske nogensinde.

Jeg tror den danske distributør af Hereditary er enig. Filmen har i hvert fald fået undertitlen ondskabens hus, der unægteligt leder tankerne hen på en af filmhistoriens største gyserklassikere.

Du ved nok, den der med hotellet der gør Jack ‘a dull boy’.

Det er en farlig sammenligning, men forbavsende nok, er den ikke helt ved siden af.

Hereditary anmeldelse
Foto: Nordisk film

Hereditary handler nu ikke så meget om et ondskabsfuldt hus, men som i Ondskabens hotel, The Shining, er det sammenbruddet af familieenheden, der skaber rædsel.

Denne gang er det ikke farmand, der bliver utilregnelig, men derimod mutter.

Hun hedder Annie Graham, og er kunstner.

Annie skaber små dukkehus-lignende tableauer ud fra sine egne – ikke altid lige idylliske – minder. Annies små dioramaer er cirka lige så sirligt præcise, som hendes eget liv er kaotisk.

Men det bliver endnu værre da Annies mor, familiens matriark Ellen, dør.

Som Annie siger til sin mors begravelse, så var Ellen nemlig en yderst hemmelighedsfuld kvinde. Og de hemmeligheder begynder langsomt at sive ud til resten af familien efter hendes død.

Hereditary anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Det bliver startskuddet på en ren lavine af lidelse for familien Graham, og især Annie, der ellers har nok at se til med sin noget atypiske datter Charlie og sin søn Peter.

Hereditary folder sig ud som en stinkende blomst af dysfunktionelle familiehemmeligheder, med stakkels Annie lige i midten.

Australske Toni Colette spiller helt suverænt som den tiltagende ustabile Annie. Sære begivenheder trænger sig på, og det er tilsyneladende kun Annie, der oplever dem.

Er hun mon heftigt psykisk syg, eller er det noget helt andet Annie og familien har nedarvet fra bedstemor Ellen?

Instruktør Ari Aster leverer både et meget konkret svar på det spørgsmål, samtidig med at filmen meget let kan ses som en historie, om hvordan ubehandlet psykisk sygdom kan flå en familie fra hinanden.

Hereditary anmeldelse
Foto: Nordisk Film

På mange måder føles Hereditary nemlig som et familiedrama om en mildt sagt dysfunktionel familie, mens rædslen sniger sig støt ind fra kanten af biograflærredet.

Nu siger jeg, at rædslen sniger sig støt ind, men Hereditary føles faktisk mere som en rutschetur direkte ned i helvede, kulminerende med det sidste kvarters tid, der nok skal give traditionelle gyserfans, som undertegnede, det de er kommet efter, mens hjernen vrides som en karklud hos alle andre.

Debuterende instruktør Ari Aster har simpelthen skabt en af de mest unikt rædselsvækkende film, jeg måske nogensinde har set.

Han stjæler godt nok med arme og ben fra store gyserklassikere som The Shining, Rosemary’s Baby, The Wicker Man og Don’t Look Now, men det unikke ligger i kombinationen.

Hereditary anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Hereditary er nemlig ubehagelig, lang tid inden eventuelt overnaturlige – hvis der da overhovedet er nogen – elementer kigger forbi.

Aster er nemlig mindst lige så inspireret af instruktører som Todd Solondz, der velvilligt stirrer direkte på menneskets mest ubehagelige sider, helt uden at blinke.

Kombiner det med en stil, der minder om en slags ondskabsfuld Wes Anderson, og så har du opskriften på en film, der mesterligt bryder med alle forventninger.

Hereditary føles oprigtigt ondskabsfuld i mængden af lidelser som den påfører sine stakkels hovedpersoner.

Men den har også en skjult underjordisk flod af midnats-sort humor, der giver mig et smil på læben, selv når filmen går i de mest bizart rædselsvækkende retninger.

Og det gør den.

Fuck for store forventninger.

Hereditary er ikke bare den bedste gyser i årevis, det er en af årets bedste film.

Hereditary er en ny generations The Shining. En mesterligt rædselsvækkende film, hvis klamme greb ikke slipper sit publikum, før lang tid efter biografsalens lys tændes.

6 stjerner anmeldelse