Fra balkonen anmeldelse: Lidt hyggelig og lidt irriterende

Fra balkonen er både lidt irriterende, og desværre også lidt kedelig. Så er det sagt.

Heldigvis gælder det ikke for hele filmen. Da jeg forlod biografsalen, havde norske Ole Giævers film alligevel fundet sig en varm lille hule i min hjerne.

Det skyldes især den selvironi, der hviler over hele foretagendet. Og det er ret nødvendigt med lidt humor i den her film. Fra balkonen dykker så langt ned i en enkelt mands navle, at der er virkelig langt op til lyset igen.

I en af de først scener zoomer bruger Ole Giæver Google Earth til at zoome langsomt ind. Først jorden som planet, så norge, så Oslo og Ole Giæver og familiens egen lejlighed.

Imens høres intet mindre end den majestætiske og overspillede ‘Also sprach Zarathustra’, der næsten ikke kan undgå at lede tankerne hen på Kubricks Rumrejsen år 2001 – i hvert fald i min hjerne.

Men hos Ole Giæver er der ingen gigantiske effekter og intet kosmisk alvorligt filmsprog. Her er kun et åbent browservindue, og Giæver selv, der langsomt zoomer ind.

Det tager ligesom brodden af det selvhøjtidelige.

Men det illustrerer også meget godt det, den 38-årige Ole Giæver udforsker i sin nyeste dokumentarfilm. Det er sidestillingen mellem det trivielle hverdagsliv og de helt store eksistentielle overvejelser.

Det er Ole Giævers datter, der skal lære at cykle, sat overfor hvor lidt farmands 38 år er i sammenligning med hele universets historie.

Det er Giævers egne overvejelser om at være til stede i livet, inden det er er væk, hans sorg over en forsvunden barndom og at lave madpakke til børnene hver dag.

Det er med andre ord lidt af hvert og meget af det hele.

Fra balkonen anmeldelse
Copyright Øst For Paradis

Fra balkonen er en temmelig rablende associativ dokumentarfilm, der blander optagelser af Giæver og hans familie privat, med små filmiske sidespring, animationer og strøtanker.

Fra balkonen er fyldt med den slags eksistentielle overvejelser, som alle over en hvis alder nok har bakset med på et tidspunkt. Ingen af dem er ligefrem epokegørende, men de er hyggeligt præsenteret gennem Giævers filmiske farvelade.

Og så er Giæver observationer over sit eget liv nok til, at jeg begyndte at hyggefilosofere over mit eget.

Men, som sagt, man skal have høj tolerance for navlepilning, og også for sentimentalitet.

Når Giæver bruger holocaust-ofre til at illustrere sin helt almindelige angst for døden, så ryger den humor, der for det meste holder selvhøjtideligheden for døren. Og det er ikke godt for en film, der basalt set består af en lykkelig skandinavisk mands selvopfundne problemer.

Fra balkonen anmeldelse
Copyright Øst For Paradis

Til andre tider eksploderer Fra balkonen til gengæld i en overraskende filmisk poesi. Giævers dans med sig selv under kedelig tøjophængning bliver pludselig en imponerende montage af utallige dansende mennesker, inden det hele afbrydes af et pludselig hold i ryggen hos Giæver.

Et par skitse-lignende animationer er også forbavsende vellavede, og rummer et par fortjente grin.

Der er faktisk når Giæver forlader sin egen stue og byder ind med små dramatiserede indslag, at Fra balkonen er bedst. Familiescenerne bliver lige monotone nok. Det er svært ikke at tænke på danske Max Kestners 14 år gamle Rejsen på ophavet, der gjorde alt det Giæver prøver på – bare bedre og en time hurtigere.

I sammenligning er Fra balkonen for ujævn og ufokuseret.

Men på den anden side er livet også ret ujævnt og ufokuseret.

Måske er der alligevel en pointe med det hele?

Fra balkonen er en humoristisk eksistentiel rejse. Et fornøjeligt dyk ned i en 38-årig mands navle. Til tider truer den godt nok med at fare vild dernede – altså i navlen – men den redder sig heldigvis i land gennem en række opfindsomme og blidt rørende scener.

4 af 6 stjerner anmeldelse