Flugten til Nice anmeldelse: 2. Verdenskirg i børnehøjde

2. Verdenskrig må være den krig vi har set gengivet flest gange på film, og groft sagt fordeler film om 2. Verdenskrig sig mellem to yderpunkter.

Enten romantiseres krigen som en kamp mellem de gode og de onde eller også ser vi krigens brutale rædsler – særligt holocaust – for fuld realistisk skrue.

Det er Ørneborgen og Inglorious Basterds på den ene side og Schindlers liste og Sauls søn på den anden.

Flugten til Nice vil gerne gøre begge dele samtidig, men den lykkes bedst som et nostalgisk tju-hej eventyr gennem et krigsramt Europa.

Denne gang ser vi krigen gennem barneøjne.

De to jødiske brødre Maurice og Joseph lever uvidende lykkeligt i 1940’ernes Paris. Nazisterne har godt nok gjort deres indtog, men de er ikke så slemme at man ikke kan gøre lidt nar af dem når de ved en fejl vandrer ind i fatters jødiske barbersalon.

Sådan bliver det selvfølgelig ikke ved med at være.

Inden længe skal de franske jøder bære gule stjerner der godt nok er populære som handelsvare i skolegården, men som selvsagt rummer en dyster betydning.

Af samme grund må Maurice og Joseph snart på flugt.

Deres far beslutter at oddsene for overlevelse er bedre hvis familien splitter sig op, og de to brødre må derfor flygte alene til Nice hvor planen er at de igen skal forenes med resten af familien.

Derfra går det over stok og sten i resten af Flugten til Nice der følger de to drenges oplevelser på rejsen gennem Europa.

Flugten til Nice anmeldelse
Copyright Another World Entertainment

Drengene kommer selvfølgelig både i karambolage med nazister, men møder også en række hjælpsomme personer på deres vej.

Personer er måske så meget sagt, for Flugten til Nice får aldrig tegnet sine bifigurer så godt at de rent faktisk bliver dimensionelle.

Nej, det her er stereotypernes 2. Verdenskrig.

Karikaturer forsvinder ind og ud af drengenes historie, ofte med det eneste formål at redde de to kække fyre ud af en ubehagelig situation på det helt rigtige tidspunkt.

Men det gør egentlig ikke så meget at Flugten til Nice er temmelig unuanceret og temmelig karikeret.

Den opvejer nemlig med højt tempo og kulørt historiefortælling.

Instruktør Christian Duguay har et solidt filmsprog. 1940ernes Europa tager sig solbeskinnet smukt ud, og drengene flyver fra den ene spændingsscene til den næste.

Åh nej, bliver de to mon opdaget på flugt over grænsen, gisp, kan de holde til den onde Nazi-officers afhøring?

Flugten til Nice anmeldelse
Copyright Another World Entertainment

I sin bedste scener udfolder Flugten til Nice sig som en slags Inglorious Basterds-junior eller en kulørt drengebog fra svundne tider.

Det er velpoleret underholdning som det er svært ikke at falde for.

Mere uldent bliver det når sentimentaliteten tager over.

Når et grædende barn spørger “Hvad er meningen med livet?!” eller brødrenes mor spiller den smukkeste jødiske violin-melodi i skjul, så bliver det for klægt.

Flugten til Nice har simpelthen ikke tyngde til at bære den slags alvor.

Det kræver en instruktør af Spielberg-kaliber at finde balancen mellem sentimentalitet og tempofyldt underholdning i denne type historie.

Det er Christian Duguay – manden bag Art of War med Wesley Snipes – ikke.

Men når Flugten til Nice er bedst, så er der underholdning til alle raske drenge og piger.

Flugten til Nice er ganske vist karikeret, men den opvejer med store mængder farvestrålende og velinstrueret underholdning af den gamle skole. Det er 2. Verdenskrig som drengebog.

4 af 6 stjerner anmeldelse