Exit anmeldelse: På den anden side af ekstremismen

En mand og en kvinde sidder i en bil i København, og relaterer over lighedstræk i deres fortid.

Selvom de ikke har mødt hinanden før, har de nemlig en del til fælles.

De har begge været voldelige ekstremister. Uden nåde har de været med til at angribe de mennesker, de har lagt for had.

De har været en del af fællesskaber, der baserede deres sammenhold på had til bestemte grupper af mennesker.

Og så er – eller rettere var – de fra henholdsvis den yderste højre og venstrefløj.

Mødet er symptomatisk for dokumentarfilmen Exit, der tager et sjældent menneskeligt syn på ekstremisme.

Exit anmeldelse
Foto: Neumann Strategi & Kommunikation

Exit er ikke nær så interesseret i, hvad der driver mennesker ud i ekstremisme – det er den også – som den er interesseret i, hvad der driver mennesker ud AF ekstremisme.

Det skyldes ikke mindst den ene af de to personer i den bil i København; filmens instruktør Karen Winther.

Hun har selv som teenager været del af både det radikale venstrefløjs-miljø og senere den yderste højrefløj, og det er hendes egen fortælling, der er den røde tråd i Exit.

En fortælling der viser sig at gå igen, hos alle de mennesker hun taler med gennem film.

Det inkluderer bl.a. den danske tidligere venstre-radikale der nu er underviser, en tidligere tysk nynazist der nu er truet på livet og en amerikansk kvinde der er mentor for andre, der har fundet vej ud af ekstremismen.

Exit repræsenterer en vinkel på ekstremisme og radikalisering, som jeg alt for sjældent har set. Hvordan slipper man ud igen?

Og ikke mindst: hvordan er det muligt at leve med sådan en fortid?

Exit er fyldt med historier, der viser hvor meget det kræver at bryde ud af denne type onde cirkler, og hvor nemt det er bare at blive hængende.

Mest af alt mindede den mig om, hvor svært vi mennesker har det med at indrømme vores fejl.

Exit anmeldelse
Foto: Neumann Strategi & Kommunikation

Det kræver unægteligt en enorm styrke, at indrømme at hele ens ideologi og det fællesskab man lever sit liv i er forkert. Når verden omkring så samtidig har svært ved at acceptere en, på grund af det man HAR gjort, så er det godt nok svært at tilgive sig selv.

Winthers egen fortid gør Exit til mere end en udefrakommendes betragtninger, og det er måske netop derfor, den gør det så blændende tydeligt, at vi som samfund har brug for at være endnu mere tilgivende.

Som Winter selv siger det i filmen – alle fortjener en chance til.

Det kan synes banalt, men det er også indlysende rigtig og rørende pointe.

Et uroligt soundtrack og de spøgelseslignende billeder fra den fortid Winther og de andre hovedpersoner aldrig glemmer, gør Exit til mere end bare en omgang ‘talking heads’.

Exit favner til gengæld over mange historier – måske også for mange – en enkelt eller to af de interviewede kunne måske være udeladt, til fordel for lidt mere dybdegående interviews med de andre.

Men det stopper nu ikke Exit i at være et forbavsende nuanceret kig på menneskene bag ekstremismen.

Exit er fyldt til bristepunktet med bevægende historier om mennesker, der prøver at lægge ekstremismen bag sig. Det er en gennemført humanistisk indgang til radikalisering, også selvom den med fordel kunne have gået endnu mere i dybden.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Exit har premiere 20/3 i Bremen og vises yderligere to gange under CPH:DOX 2018.