Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot anmeldelse: Skæv film om skæv mand

Joaquin Phoenix har tilsyneladende lommerne fyldt med fascinerende sære karakterer, der lige kan hives frem, når han har brug for det.

Tidligere i år dukkede han op som følelsmæssigt fokvaklet og bjørnelignende lejemorder i Lynne Ramsays You Were Never Really Here.

Nu er han allerede tilbage igen for at vække tegneserietegneren John Callahans virkelige historie – eller i hvert fald hans memoirer – til live i Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot.

Rollen viser sig at være endnu en perle i den halskæde, der er Joaquin Phoenix karriere. Igen viser Phoenix, hvorfor han ubetinget er en af de mest interessante skuespillere fra sin generation.

Phoenix har en evne til at transformere sig fuldstændig fra film til film, samtidig med at han bevarer den udefinerbare og uforudsigelige kant, der gør ham så forbandet interessant på lærredet.

Det gælder også for rollen som Callahan, hvor Phoenix får lov til at tackle noget så bizart som en alkoholisk, lammet og kontroversiel tegneserietegner og lykkes med at gøre den noget underlige blanding til et troværdigt menneske.

Som 21-årige sidder John Callahan – hønefuld – på passagersædet i en frygtelig ulykke. Chaufføren slipper stort set uskadt, mens Callahan lammes i størstedelen af kroppen.

Resten af sit liv var han bundet til en kørestol. Don’t Worry He Won’t Get Far on Foot dykker ned i Callahans kamp for accept af handicappet og måske endnu mere hans kamp mod en alkoholisme, der var til stede lang tid inden ulykken.

Don't Worry, He Won't Get Far on Foot anmeldelse
Foto: Scanbox

Der er potentiale til en ordentlig gang sødsuppe i historien om en kørestolsbundet mand, der med succes går igennem Anonyme Alkoholikeres 12-trins program.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot kunne let være endt som den sympatiske, men også dybt forudsigelige Breathe, men af flere grunde, er det en bedre film.

Phoenix’ åbenlyse kvaliteter har vi allerede været igennem, men det er instruktør Gus Van Sant, der fortjener størstedelen af kreditten for en film, der både føles atypisk og traditionelt hjertevarmende.

Van Sant omfavner den virkelige Callahans humor, og det vrider unægteligt noget af siruppen ud af filmen, at den handler om en mand, der ikke var nervøs for at lave vittighedstegninger om Ku Klux Klan, afroamerikanere, homoseksualitet og handicappede.

Don't Worry, He Won't Get Far on Foot anmeldelse
Foto: Scanbox

Den tegnede humor bliver redningen for Callahan, men den fornærmer mindst lige så mange som den begejstrede. Det viger Van Sant ikke bort fra, ligesom portrættet af Callahan heller ikke er bange for at vise ham som lidt af et røvhul.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot har også en forrygende filmisk lethed.

Christopher Blauvelt solblegede billeder og imponerende tids-springende klipning af David Marks og Gus Van Sant skaber en oplevelse, der føles mere organisk og levende end de fleste biografisk film.

Samtidig leverer Danny Elfman et af sine bedste soundtracks i årevis, hvor han springer rundt mellem pudseløjerlige temaer, jazz og barokmusik.

Resultatet er præcist så eklektisk, underholdende og rørende menneskeligt som Callahan selv.

Don't Worry, He Won't Get Far on Foot anmeldelse
Foto: Scanbox

Ud over Phoenix er filmen fyldt med gode kræfter.

Jack Black bruger sine typiske tricks, men denne gang med overraskende rørende effekt, som chaufføren, der var skyld i Callahans ulykke. Og så er det selvfølgelig ikke til at stå for en AA-gruppe, hvor selveste Udo Kier er medlem.

Men mest bemærkelsesværdig er Jonah Hill i en både sjov og rørende birolle som Callahans AA-sponsor. Det er noget af det bedste Hill har leveret, og en af den slags transformerende præstationer, der næsten skriger på pris-nomineringer, når det bliver den tid på året.

Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot er en usædvanligt god film om en temmeligt usædvanlig mand – med en usædvanligt talentfuld skuespiller i hovedrollen.

Melankolsk uden at være sentimental, rørende men ualmindeligt humoristisk; Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot er en feel-good filmoplevelse af de helt sjældne.

5 af 6 stjerner anmeldelse