Django – The King of Swing anmeldelse: Swingmusik og verdenskrig

Django – The King of Swing er en konstrasternes film.

På den ene side handler den om 2. Verdenskrig. Om forfølgelse af et folkefærd, romaerne, og nazisternes besættelse af frankrig.

På den anden side handler den om skaberen af det måske mest svingende musik nogensinde. Django Reinhardt var muligvis den bedste guitarist, vi får at se, og med sikkerhed det største navn inden for jazz med europæisk ophav.

Hans helt særlige ‘gypsy-jazz’, med guitaren i front, føles i mine ører, præcis så frisk som den gjorde, da den var ny. Det er musik, der kan give selv de mest danse-hadende mennesker problemer med at holde kroppen i ro.

Det er ikke altid, at vægtskålene mellem tungsindig fortælling om 2. Verdenskrig og Reinhardts jazz er lige balancerede i Django – The King of Swing, men det endelige resultat er alligevel værd at se.

Django – The King of Swing zoomer ind på en begrænset periode af musikerens liv.

I 1943 er Django på toppen af sin popularitet, og selv naziofficererne må overgive sig. Derfor inviteres han til at tage på turne i Tyskland – selvfølgelig med krav om at musikken ikke er for jazzet.

Men det er ikke helt ufarligt for en mand med roma-baggrund at tage til tyskland anno 1943.

Sammen med sin familie beslutter Django derfor at flygte til Schweiz.

Efter noget tid i hvert fald.

Et af Django-filmens store problemer er nemlig et noget sløvt fortælletempo, der står i skarp kontrast til den ekstremt hurtige musik.

Django - The King of Swing anmeldelse
Copyright 41Shadows

Filmen væver sig dvælende igennem Djangos problemer, og selvom Reda Kateb er både vellignende og charmerende i titelrollen, så er det ikke altid nok til at holde opmærksomheden.

Fans af Django skal heller ikke forvente en dyb gennemgang af musikerens historie. Django satser benhårdt på en nogen fiktionaliseret udgave af Djangos oplevelser under krigen.

Heldigvis får musikken også plads i filmen, og der vågner Django op til dåd. Musik-scenerne er dynamisk instruerede og musikken er stadig smittende god.

Musikken er filmens bedste kort, og instruktør Etienne Comar er heldigvis god til at trække det, når tingene truer med at blive for tungsindige.

Django - The King of Swing anmeldelse
Copyright 41Shadows

Det er nu ikke fordi filmens drama slet ikke fungerer. Der spilles godt over hele linjen, og mod slutningen kommer der for alvor konsekvenser fra nazi-truslen. Her forvandler filmen sig til en rørende påmindelse om massedrabene af utallige romaer under krigen.

Det har ellers sjældent fået plads på film.

Virkeligt imponerende bliver Django i sin finale, hvor et af Reinhardts mest berømte numre får plads i en thriller-lignende scene, hvor Django skal distrahere nazisterne.

Her går alle elementerne af Django op i en højere enhed med en scene, der tør være både skarpere og mere underholdende end den ellers meget andægtige film.

Django belønner altså sit publikum for deres tålmodighed, også selvom vægtskålene mellem musik og tungt drama ikke altid står helt lige.

Django – The King of Swing gemmer på fremragende musikscener, der pepper filmen op, når det hele bliver lidt for tungsindigt. Reda Kateb er en charmetrold i titelrollen, og filmen er en kærkommen mulighed for at genforelske sig i Django Reinhardts sublime musik.

4 af 6 stjerner anmeldelse