Dagens julefilm: Batman Returns (1992)

Batman Returns
Copyright Warner Bros.

Derfor skal du se den

Instruktør Tim Burton vender tilbage til filmjulekalenderen med dagens film Batman Returns. Batman Returns er opfølgeren til Batman, der også er instrueret af Tim Burton og som blev en af de allerførste superheltefilm, der blev et gigantisk popkulturelt fænomen.

Ovenpå den første films enorme succes havde Tim Burton fået endnu mere kreativ frihed. Resultatet er muligvis en af de mest bizarre mainstream superheltefilm nogensinde. Michael Keaton vender tilbage som Batman og fører an i et vaskeægte Burtons-freakshow af et persongalleri.

Danny DeVito spiller den misdannede The Penguin i en markant anderledes udgave end tegneseriens forbryderkonge. Christopher Walken spiller den hvidhårede magthungrende skurk Max Schreck. Men det er Michelle Pfeiffer, der stjæler showet som Catwoman, der er en Burton-stakkel pakket ind i lak-og-læder-galskab.

Batman Returns er en superheltefilm, der er mere interesseret i sine krakelerede hovedfigurer, end i nogen form for heroisk action. Den er mørk, dyster og suverænt pop-gotisk i sit udtryk, og hvis du ikke har set den længe, eller aldrig har set den, så giv den lige et kig igen.

Julefaktor

Ok, det er måske ikke Batman Returns du først kommer i tanke om, når du tænker julefilm, men Burtons superhelte-epos er faktisk plastret til i jul. Burton bringer sin sans for gotik til det snedækkede Gotham. Julepynt, juletræer, julegaver, skeletter og flagermus kombineres i farvestrålende og visuel slående scener, mens Danny Elfmans musik bruger både kort og orgel til at ønske alle en rigtig glædelig gotisk jul.

Det hele minder faktisk til forveksling om en senere Burton-film, men lad os nu ikke foregribe Kinosaurs julekalender.

Samtidig leger filmen med forventningerne til julefilm. Næsten alle filmens karakterer ligner omvendte Scrooges. Ingen lærer at værdsætte livet, finder en fornyet glæde, eller bliver pludseligt gode. Tvært imod ender alle karaktererne, inklusive Batman, et værre sted end hvor de startede.

Det er ikke en glædelig jul i Gotham, men smuk er den.

Bonusinfo

Christopher Max Shreck er opkaldt efter skuespilleren der spillede vampyren Grev Orlok i klassikeren Nosferatu, der er en af ledestjernerne i den tyske ekspressionisme, som Burton er ualmindeligt inspireret af.

Læg også mærke til en cameo fra skuespiller Paul Reubens pingvinens far. Reubens er kendt for sin figur Pee-Wee Herman, der støt og rolig blev et børne-underholder ikon. Ikke mindst på grund af filmen Pee-wee’s Big Adventure instrueret af – ja, du gættede det – Tim Burton.