Dagens julefilm: Home Alone 2: Lost in New York (1992)

Home Alone 2
Copyright 20th Century Fox

Derfor skal du se den

Fra gårsdagens halv-uhyggelige Krampus er vi nu tilbage i velkendt territorium. Meget velkendt faktisk. Home Alone 2 er næsten en kopi af den første film. Den er indbegrebet af en efterfølger, der giver publikum mere af det de kunne lide i den første.

Af samme grund blev Home Alone 2 ikke anmeldt lige så godt. Det er nok også de færreste, der giver den samme plads som den første. Men det er egentlig synd. Home Alone 2 er mindst ligeså veloplagt som den første. Den leverer ingen overraskelser, men den er aldrig mindre end solid.

Variationerne er minimale. Denne gang ender Kevin på egen hånd i New York, men de gode gamle ‘wet bandits’ dukker op igen, og alt andet er også ved det gamle. Manden med sneploven er udskiftet med en due-tæmmende kvinde i Central Park, men ellers er det utroligt så mange detaljer, der gentages.

Alligevel indeholder Home Alone 2 meget af den samme fryd som den første film leverede.

Julefaktor

Julefaktoren er om muligt endnu højere i Home Alone 2. New York som setting bringer julestemningen som kun den by kan. Det inkluderer selvfølgelig juletræet ved Rockefeller Center, men også Central Park med julelys og det oppyntede Plaza Hotel.

Med den opulent luksuriøse julestemning peger Home Alone 2 næsten endnu mere frem mod instruktør Chris Columbus’ senere Harry Potter-film. Prøv bare at sammenligne det julepyntede Hogwarts med Kevins ankomst til Plaza Hotel. Eller hvad med lighederne mellem den enorme legetøjsforretning Duncans og Harrys første besøg i Diagonal-stræde.

Så er det selvfølgelig budskabet om at ingen bør være alene til jul. Ja, det er sentimentalt, men det er sandt, og det virker. Glem heller ikke, at hele filmen næsten er værd at se for Tim Currys mavesure hotel-bestyrer. Sammenligningen mellem ham og The Grinch er kun et af de mange tegn på at Home Alone 2 ikke bare er en flad gentagelse.

 

Bonusinfo

Lad os med det samme få af vejen, hvor gammel du er. Home Alone 2 fylder 25 år i år. Jo, det passer. Der er da også en del scener i filmen, der viser hvor meget verden har forandret sig siden 1992.

Kevin besøger meget imponeret World Trade Center i en munter montage, der af gode grunde aldrig havde fundet sted i vor tid. Måske endnu mere slående er en lille cameo i Plaza Hotel.

Da Kevin ankommer til det luksuriøse hotel spørger han en tilfældig forbipasserende om vej. Den gang var han ‘kun’ en af USA’s mest magtfulde forretningsmænd, men nu er han også præsident for de forenede stater. Det er nemlig ingen ringere end Donald J. Trump, der viser Kevin vej i hotellet.

Der er altså ikke noget at sige til, at det kan være rart at se Home Alone 2 og drømme om en tid, hvor World Trade Center stadig bare var et imponerende bygningsværk, og et af verdens største røvhuller stadig bare var en meget rig forretningsmand.