A Year of Hope anmeldelse: Hvis bare det var fiktion

Da jeg så A Year of Hope, kunne jeg næsten fysisk mærke min hjerne krølle sig sammen.

Den blev helt uimodtagelig.

Hvad er det, den søde filipinske dame på lærredet siger til de nye politibetjente, hun er i gang med at træne?

Over 200000 tilfælde af seksuelt overgreb på børn på et år?

Det gav åbenbart min hjerne lyst til at tænke på, hvad jeg skulle have med fra Netto på vej hjem.

Hvad siger hun nu? 48 rapporteringer af seksuelle overgreb på børn fra 0-3?

Nej. Det kan vist ikke passe. A Year of Hope må da være en af de der deprimerende post-apokalyptisk fremtidsvisioner.

Det ville jeg ihvertfald ønske den var. Rædslerne er simpelthen for store til, at jeg vil acceptere dem som virkelighed.

Men hvad jeg og min hjerne vil, ændrer ikke noget. A Year of Hope er en dokumentar om en gruppe drenge, der lever på gaderne i Manila.

Et liv, der for mig er helt uforståeligt.

En dreng forklarer hvordan han og vennerne blev samlet op af en gruppe vestlige mænd, der holdt dem fanget og henholdsvis misbrugte dem i fem dage og gav dem pause i fem dage.

Da drengen flygtede måtte han efterlade en ven, der var for dårlig til at tage flugten. Han har ikke set ham siden.

En anden dreng har været vidne til sin fars drab af drengens bedstefar – vist nok med et samuraisværd.

Det er så rædselsvækkende, at det bliver helt surrealistisk.

Men heldigvis er filmens titel ikke løgn. Der er håb at finde.

A Year of Hope anmeldelse
Foto: Neumann Strategi & Kommunikation

A Year of Hope følger drengenes ophold på et rehabiliteringscenter ved navn Stairway. Her får udvalgte drenge et års ophold, og dermed en chance for at komme ud af den helvedescirkel, de er del af.

De er opvokset i et samfund, hvor seksuelt misbrug, vold og afhængighed er så udbredt, at det er den eneste livsvej de kender til. Så at kode deres hjerner om er mildest talt en hård proces.

15-årige Pablo er så mærket af sine oplevelser, at han har glemt, hvordan man smiler. Og 13-årige Justin kan ikke helt stoppe med at stjæle tøj, selvom han nu er i sikkerhed.

Og hvordan nærmer man sig sine nye venner på en ordentlig måde, når man som helt lille har været vant til, at seksuel kontakt er den eneste kontakt?

Det er ikke nemt, hverken for drengene at være del af, eller publikum at være vidne til. Og det er da heller ikke alle af drengene, der gennemfører opholdet på Stairway – ligegyldigt hvor meget jeg ønskede det for dem.

Men A Year of Hope byder også på glæde i mørket.

Sjældent har jeg været så glad for at se en dreng i lyserød paryk, blå paillet-hat og peacetegns-briller, som da den lidt flamboyante Pablo storsmilende får lov til at klæde sig ud hos Stairway.

A Year of Hope anmeldelse
Foto: Neumann Strategi & Kommunikation

Instruktør Mikala Krogh leverer det hele i farvestrålende og intense nærbilleder, og flotte steadicam lignende optagelser af fotograf Morgan Knibbe, der effektivt gør publikum del af opholdet på Stairway.

Cathrine Ambus fremragende klipning holder tempoet højt filmen igennem, og førte mig effektivt igennem hele året på Stairway.

Til sidst står pointen klar. Selv for min uimodtagelige hjerne.

Der er håb for gadebørnene, hvis vi ser dem, og hvis de der hjælper dem, har adgang til alle de ressourcer, de har brug for.

A Year of Hope er en uafrystelig dokumentarisk skildring af gadebørnenes skæbne. Den er på samme tid hjerteknusende rædselsvækkende og fyldt med håb. Alene på den baggrund er det en uomgængelig filmoplevelse.

5 af 6 stjerner anmeldelse

A Year of Hope får premiere 19/3 i Bremen og vises yderligere to gange på CPH:DOX 2018.