Colin Trevorrow Star Wars: Episode IX instruktør
Copyright Red Carpet Report

Endnu en Star Wars-film mister instruktør

Måske er der noget galt med catering-firmaet på de store Star Wars-produktioner. Endnu en instruktør forlader nemlig en Star Wars-film. Lucasfilm melder i en pressemeddelelse at Star Wars: Episode IX instruktør Colin Trevorrow ikke længere skal instruere filmen. Trevorrow og Lucasfilm er tilsyneladende enige om at gå hver til sit med den typiske melding om at ‘visionerne for projektet er for forskellige’.

Det er dermed det andet instruktørskift på Star Wars projekter i år. Tidligere blev Phil Lord og Chris Miller afskediget fra den kommende Han Solo film. De to instruktører blev erstattet med instruktøren Ron Howard. Her var kreative uoverensstemmelser mellem instruktør-parret og Lucasfilm tilsyneladende også grunden. Sidste år fik instruktør Gareth Edwards også hjælp med yderligere optagelser af af Tony Gilroy på Rogue One.

Colin Trevorrow var dog ikke nær så langt i arbejdet som Star Wars: Episode IX instruktør som Lord og Miller var det. Trevorrow var stadig igang med at udarbejde et endeligt manuskript til filmen.

Rygter om Trevorrows afskedigelse fra den enorme produktion har cirkuleret allerede siden tidligere i år. Trevorrows sidste film, dramaet Book of Henry, fik nemlig en yderst hård medfart af kritikere og næsten intet publikum. Instruktøren havde ellers stor økonomisk succes med Jurassic World som han også arbejder på en efterfølger til.

Nu vil fremtiden vise hvem der vælges som ny Star Wars: Episode IX instruktør. Oplagte muligheder kunne være instruktøren af Force Awakens J.J. Abrams – der havde stor succes hos kritikere og publikum – eller måske Rian Johnson der instruerer den kommende episode VIII Star Wars: The Last Jedi med danske premiere den 13. december i år. Måske Lucasfilm bare skulle sørge for noget ordentlig mad til deres instruktører.