Coco anmeldelse: Musik og minder

Pixars nyest film Coco rummer muligvis den mest rørende sekvens, selskabet har præsteret siden Op.

Selvom du måske kun har set Op en enkelt gang, så ved du nok hvad jeg taler om. Åbningssekvensen fra den film er efterhånden blevet en klassiker. På kun ti minutter hiver den publikum gennem et helt liv og viser et kærlighedsforhold fra start til slut.

Der er dømt tude-garanti for de fleste.

Sådan er det også med Coco, men denne gang faldt angrebet mod mine tårekanaler sidst i filmen.

Uden at afsløre for meget har de to sekvenser ellers en del med hinanden at gøre – i hvert fald tematisk. Alderdom, minder og død spiller vigtige roller i begge scener, mens Coco tilføjer musik på en snedig måde.

Coco og Op har også det til fælles at de ikke hører blandt Pixars bedste film, men at de alligevel begge er voldsomt seværdige.

Coco handler om familie. Et populært tema både hos Disney og Pixar.

Denne gang er vi hos den kærlige mexicanske Rivera familie, der i fordragelighed lever flere generationer under samme tag.

Men det yngste medlem af familien, Miquel, drømmer om at blive en stor musiker. Det er lidt af et problem. Rivera-familien har nemlig i årevis bandlyst al musik af en hemmelig grund, der ligger langt tilbage i familiens historie.

Men Miquels passion for musik er for stor. Inden længe har han ikke alene brudt familiens regler, han har også åbnet en port til dødsriget, hvor han tager på jagt efter svaret på familiens hemmeligheder.

Coco anmeldelse
Copyright Disney

Allerede inden dødsriget gør sin entre, er Coco en enorm visuel fornøjelse. Efterhånden forventer jeg vel bare den sindssygt høje kvalitet af animation og scenografi, som Pixar leverer gang efter gang, men det er nu alligevel værd at udpege.

Mexico er både respekt – og stemningsfuldt præsenteret, og Coco gør rig brug af landets unikke mytologi og fabler.

Dødsrigets neonbadede art-deco stil er en fryd at overvære, selvom de mange skeletter måske bliver lidt anonyme i design.

Det gælder desværre også lidt for figurerne, der aldrig når at blive helt så mindeværdige som Pixars bedste.

Til gengæld arbejder instruktør Lee Unkrich nænsomt med tunge emner som død og tab, og historien slår en imponerende krølle på sig selv, der leder frem til den følelsesladede finale.

En finale der, imponerende nok, kulminerer i subtil animation og følelser i stedet for det sædvanlige actionbrag.

Coco anmeldelse
Copyright Disney

Til gengæld træder Coco lidt vande midtvejs med en række påfund og forhindringer for Miquel, der let kunne være udeladt.

Af samme grund svulmer spilletiden også længere op end historien kan bære. Undervejs kan man til gengæld sætte pris på det fine stemmeskuespil, der meget prisværdigt – i den amerikanske version – leveres af en række skuespillere med sydamerikansk baggrund.

Og som sagt, når Coco når frem til sin slutning, så er der ikke et øje tørt.

Pixars nyeste film er som helhed ikke en af deres bedste, men den har alligevel øjeblikke, der får tårerne til at trille, og så kompenserer den for sine mangler med det vigtigste for en god Pixar-film: et stort hjerte.

4 af 6 stjerner anmeldelse