Charmøren anmeldelse: Hvem er Esmail?

Charmøren føles lidt som et mordmysterie med en masse indbyggede overraskelser, men i stedet for spændt at vente på hvem morderen er, så ventede jeg spændt på at finde ud af hvem hovedpersonen var.

Charmøren er nemlig et sjældent vellykket karakterstudie, der konstant lader sit publikum tvivle på hovedpersonens motiver.

Han hedder Esmail, så meget ved jeg da.

Han er fra Iran, og han vil virkelig gerne finde sig en dansk kone.

Hver eneste aften bevæger han sig ud i Københavns natteliv – der i Sophia Olssons smukke fotografering er en ravfarvet sø af melankoli – i håb om at møde kvinder.

Og han har held med det.

Esmail er nemlig både sød og sympatisk, og så er det ikke til at komme udenom, at mange af de kvinder, der tager Esmail med hjem i seng, får et kick ud af at eksotisere ham.

Men Esmails grund til at charmere alle kvinder han møder, er kynisk.

En dansk kone kan hjælpe ham med at få statsborgerskab.

Når han er hjemme hænger han forsigtigt sit eneste jakkesæt op på det lille værelse i det klaustrofobiske flygtningecenter.

Charmøren anmeldelse
Foto: Jason Alami/Scanbox

Charmøren er klog nok til hverken at fordømme eller oversentimentalisere Esmail, der i øvrigt er en af de bedste og mest komplekse hovedkarakterer og hovedrollepræstationer i en dansk film, jeg har set siden Vinterbrødre.

Ardalan Esmaili er simpelthen formidabel i den altdominerende hovedrolle. Med sine udtryksfulde øjne leverer han en enigmatisk karakter, der byder på en serie af overraskelser gennem hele filmen.

Den umiddelbare præmis er vel dramatisk nok i sig selv, men hvad sker der for eksempel, når Esmail for alvor forelsker sig, eller når konsekvenserne af tidligere handlinger pludselig banker på?

På trods af at Charmøren på mange måder er et klassisk karakterstudie, byder den på flere overraskelser end de fleste thrillers.

Af samme grund har jeg ikke lyst til at afsløre for meget.

Charmøren anmeldelse
Foto: Jason Alami/Scanbox

Ardalan Esmaili er den helt store åbenbaring i en film befolket af velskrevne karakterer og betagende præstationer.

Sangerinden Soho Rezanejad har en slående filmdebut som en af de få kvinder, der for alvor kommer tæt på Esmail – måske også for tæt.

Kun Lars Brygmann stikker lidt ud. Ikke så meget på grund af sin præstation som på grund af selve rollen, der ikke føles helt så troværdig som resten af filmen.

Instruktør Milad Alami har på imponerende vis skabt en film, der giver et indtryk af, hvordan det for alvor føles at føle sig fremmed.

I midten står en fascinerende hovedkarakter, der både vækker sympati, men som også langt hen ad vejen forbliver fremmed for sit publikum.

Charmøren anmeldelse
Foto: Jason Alami/Scanbox

Klipper Olivia Neergaard-Holm holder et både støt og drømmende tempo, der kun forstærker fornemmelsen af fremmedgørelse.

Det er imponerende godt.

Charmøren er ikke en direkte politisk film, på trods af at den træder direkte ned i et betændt emne. Den er et komplekst karakterstudie.

Alligevel viser den et billede af en verden, hvor de politiske systemer er så umenneskelige, at de fortærer alle menneskelige relationer.

Charmøren er en imponerende selvsikker spillefilmsdebut af instruktør Milad Alami. Et både rørende og fascinerende karakterstudie, der samtidig er en betagende æstetisk oplevelse.

5 af 6 stjerner anmeldelse