Centaur anmeldelse: Hesten de kaldte mand

Det er ikke fordi det danske filmmarked ligefrem er oversvømmet af film fra Kirgisistan. Mit gæt er, at det samme gælder for det Kirgisiske.

Det kan selvfølgelig være at du, kære læser, har set en million Kirgisiske film, men uden at være helt sikker, så tror jeg Centaur er min første.

Og dømt ud fra Centaur, så er Kirgisistan et traditionsbundet land, der sidder fast i mudderet mellem den moderne kapitalismes valgmuligheder og de ældgamle fabler og myter, der næsten er påkrævede for at leve et sted med så voldsom og smuk natur.

Det er i hvert fald præcis den konflikt, Centaur handler om.

Det gør den på en måde, som godt nok er set før, men som alligevel bliver seværdig gennem sin blanding af intim, varm humanisme og mytiske vingesus.

Centralt for den blanding er titlens Centaur.

Han er ikke en egentlig kentaur, men det er ikke så mærkeligt, at den lille landsby har valgt at sammenligne ham med det græske fabelvæsen, der er halvt mand, halvt hest.

For Centaur er uden tvivl den lokale original. Med sit karakteristiske skæg og uglede manke vandrer han rundt i den lille isolerede by, og fortæller gerne fortidens myter, som resten af landsbyen har glemt.

Men Centaur vil også gerne tilbage til den fortid. En fortid hvor menneske og natur var i pagt med hinanden.

Måske er det derfor, han om natten er begyndt at stjæle den lokale joggingsæt-klædte entreprenørs travheste for at ride dem ud over de kirgisiske sletter.

Centaur anmeldelse
Foto: Øst For Paradis

Centaur spilles med stor følsomhed af instruktøren selv, Aktan Arym Kumbat, og uden hans præstation havde Centaur ikke fungeret nær så godt.

Kumbat får skabt en karakter, der på den ene side er en ustoppelig drømmer, der ikke helt er i kontakt med virkeligheden, men som også har et kæmpe hjerte, hvis kærlighed han læsser af på sin døve kone og lille søn.

Særligt scenerne mellem Centaur og sønnen fungerer som det bankende hjerte i Centaur.

Men der er heldigvis også stor kraft i billederne, der lokaliserer det menneskelige drama i enorme panoramaer.

Centaur anmeldelse
Foto: Øst For Paradis

Naturen er en konstant tilstedeværelse, om det er det støvede sollys eller på de måneoplyste græssletter, så er Centaur altid en visuel fornøjelse.

Mod slutningen bliver filmens centrale temaer dog skåret lige voldsomt nok ud i pap, og selvom pointen er til at se i den melodramatiske slutning, så bliver det hele lige heftigt nok i en film, der ellers fungerer bedst i det små.

Men det forhindrer heldigvis ikke Centaur i at være en varm og smuk filmoplevelse, og unægteligt den bedste film fra Kirgisistan jeg har set.

Centaur kombinerer på elegant vis hjertevarm humanisme med mytisk storhed, også selvom det hele bliver lige dramatisk nok mod slutningen.

4 af 6 stjerner anmeldelse