BlacKkKlansman anmeldelse: Spike Lee har været her hele tiden

Jeg har en besked til alle de filmkritikere og debattører, der har gjort BlacKkKlansman til Spike Lees mest hypede film i det sidste årti.

Nej, Spike Lee har ikke været væk og har fået en triumferende tilbagekomst med sin nyeste film.

Nej, BlacKkKlansman hører ikke til instruktørens bedste film.

Faktisk har Lee instrueret over 20 spillefilm, dokumentarer, kortfilm og endda et enkelt computerspil over de sidste 10 år.

Mange af dem mindst lige så interessante og fejlbehæftede som BlacKkKlansman.

Forskellen er nok mest at BlacKkKlansman rammer tidsånden på en måde, som Lee ikke har gjort siden det absolutte hovedværk Do The Right Thing.

Selvom det er sjovt, at den film føltes farlig for mange, og at BlacKkKlansman er blevet kritiseret for ikke at være farlig nok.

Lee er en af amerikansk films mest interessante instruktører, men også umanerligt ujævn. Hans diskografi inkluderer mindst et mesterværk et par bundskrabere og en hel masse rodede men personlige værker.

BlacKkKlansman passer perfekt ind i den sidste gruppe.

Som helhed lever filmen ikke op til sine højdepunkter, men den er unægteligt et kig værd.

BlacKkKlansman anmeldelse
Foto: UIP

Med BlacKkKlansman tager Lee udgangspunkt i den sande historie om Ron Stallworth: en afroamerikansk betjent, der i 1978 havde succes med at infiltrere en lokal afdeling af Ku Klux Klan.

Af åbenlyse årsager var det hovedsageligt over telefonen, mens hans hvide partner mødtes med KKK’erne ansigt til ansigt.

Det er er virkelig en bizar historie, der nærmest er ved at flække af materiale til Lees normale diskussioner om raceproblematikken i USA.

Måske er det derfor Lee ikke helt kan styre sig, og ender med at skyde med spredehagl.

BlacKkKlansman anmeldelse
Foto: UIP

Lee får masser af sorthumoristiske optrin ud af kontakten mellem den afrobærende afroamerikanske betjent og de dybt usympatiske good ol’ boys i KKK. Det er kernen i en film, der i lange perioder er mere komedie end drama.

Men mest spændende er nok den konflikt Lee sætter fokus på gennem Stallworth karakteren.

På den ene side er han en brændende ildsjæl, der gerne vil ændre afroamerikaneres situation inde fra politikorpset. På den anden side er han også engageret i de mere militante politiske strømninger, der mener, at det er umuligt at ændre systemet indefra.

Det er et saftigt dilemma, som Lee drager ind i langt højere grad end det var del af virkelighedens Stallworth.

BlacKkKlansman anmeldelse
Foto: UIP

Generelt har BlacKkKlansman et noget anstrengt forhold til den virkelige historie, der både peppes op med en jødisk politipartner, korrupte betjente og en noget dramatisk afslutning.

John David Washington – hvis stemme kun i enkelte øjeblikke fik mig til at tænke: hey, du er sgu da Denzels søn! – er både sympatisk og sjov som filmens hovedperson. Altid fremragende Adam Driver bakker ham op som partneren, der lidt ufrivilligt drages ind i den absurde plan.

Samtidig leger Lee med genre. BlacKkKlansman er smukt fotograferet af Chayse Irvin, der får filmen til at ligne et politidrama fra 1970erne, og der sendes også heftige nik mod Blaxploitation-genren.

Men Lee har svært ved at balancere sin skarpe holdninger, den virkelige historie og den mere overfladiske genreleg. Langt sværere end filmens producer Jordan Peele havde det i sin fremragende Get Out.

BlacKkKlansman anmeldelse
Foto: UIP

For der skal også uddeles lussinger til popkulturens repræsentation af afroamerikanere, med klodset inddragelse af både Birth of a Nation og Borte med blæsten.

Og jeg kan kun gisne om hvad indledningen, hvor en arrig Alec Baldwin er centrum i en dybt racistisk gammeldags undervisningsvideo – har med resten af filmen at gøre.

Det hele bliver simpelthen for mudret til at filmen for alvor kan leve op til sit potentiale.

Heldigvis redder Lee det – næsten – igen med en afsluttende visuel punchline, der hiver det kulørte filmunivers helt ud i den moderne virkelighed, med samme effekt på publikum som en syngende lussing.

Havde resten af BlacKkKlansman haft mere af den slags, så kunne den have konkurreret med Lees bedste.

I stedet slutter den sig til størstedelen af Lees film som en spraglet, rodet, fascinerende og dybt underholdende filmoplevelse.

Og det er heller ikke så dårligt endda.

BlacKkKlansman er ikke blandt Lees bedste film, men den har alligevel både politisk slagkraft og stor underholdningsværdi.

4 af 6 stjerner anmeldelse