Bare Juliet anmeldelse: Kærlighed og meganørder

Det er ikke nemt at leve sammen med meganørder eller megafans.

Spørg bare min kone.

Eller spørg Annie, spillet af Rose Byrne, der er hovedpersonen i Bare Juliet og endt i et parforhold med en ultra-fan, der tiltagende ligner en blindgyde.

Det er Chris O’Dowd der vittigt spiller hendes kæreste Duncan – som andre filmanmeldere end mig nok vil kunne genkende sig selv i – der driver en fan-hjemmeside for den kultdyrkede amerikanske indie-rocker Tucker Crowe.

Annie er træt af at Tucker Crowe efterhånden fylder mere i parrets liv end hun selv gør, og til alles overraskelse – undtagen os der har set romantiske komedier før – får Annie pludselig kontakt til Tucker selv, og de to begynder at forelske sig i hinanden.

Det må siges at være et af den slags ret usandsynlige ‘meet cutes’, som filmhistorien efterhånden har budt på en del af, og Bare Juliet byder faktisk på to af slagsen.

Men heldigvis er Bare Juliet et charmerende indspark i den lidt slidte genre.

Grunden til at Bare Juliet hæver sig over de fleste romantiske komedier er tredelt.

Første del er forfatter Nick Hornby, der står bag forlægget til Bare Juliet. Hornby har sejret rigeligt med filmatiseringer som High Fidelity og About a Boy og som manuskriptforfatter på An Education og Brooklyn.

Bare Juliet lever måske ikke helt op til de bedste af de film, men den Hornbyske charme er i fuld effekt.

Det gælder ikke kun for den underholdende og ulidelige Duncan – der lige så godt kunne have været med blandt musiknørderne i High Fidelity – men også for resten af det charmerende karaktergalleri.

Med undtagelse af Duncan er de alle sammen både sympatiske og troværdige nok, til at den romantiske komedies iboende sentimentalitet lander som den skal.

Replikkerne er kvikke uden at være alt for utroværdige. Det skyldes ikke kun det fine manuskript, mens også anden del af kilden til charmen i Bare Juliet: instruktør Jesse Peretz.

Bare Juliet anmeldelse
Foto: Scanbox

Peretz er ikke super erfaren ud i spillefilm, men han har til gengæld instrueret masser af TV. Faktisk er han den instruktør, der næst efter Lena Dunham, har instrueret flest afsnit af Girls.

Peretz’ erfaring med at få gode mængder humor og drama ud af en række skævt fascinerende karakterer kommer ham også til gode i Bare Juliet, der i perioder føles næsten som en sitcom.

På den gode måde altså.

Og det fører mig til tredje – og nok største – del af filmens charme: skuespillerne.

Ethan Hawke og Rose Byrne bær filmen, og får skabt kemi nok på lærredet til at jeg blev investeret i deres romance. Hawke giver den gas som den fallerede og Hawaiiskjorte-klædte rockmusiker, mens Byrne giver ham fint modspil som den mere britisk indeklemte Annie.

Bare Juliet anmeldelse
Foto: Scanbox

Sammen får de lavet Bare Juliet til en både sjov og romantisk lille sag, der ikke er bange for at prikke til mere komplekse emner, end det typisk sker i den slags film. Bare Juliet kommer hurtigt til at handle om chancer for at lave sit liv om som voksen, heldigvis uden det bliver alt for klæbrigt.

Historiefortællingen bliver måske lige sløv nok, inden den får taget sig sammen til at nå frem til en sympatisk, men også dybt forudsigelig slutning.

Men det forhindrer heldigvis ikke Bare Juliet i at være et sødt bekendtskab, og så håber jeg virkelig ikke at jeg er helt så slem en meganørd som ham Duncan.

Bare Juliet er en charmetrold af en romantisk komedie, der løfter sin lidt forudsigelige historie med veloplagte skuespillere og hjertevarm humor.

4 af 6 stjerner anmeldelse