Bad Times at the El Royale anmeldelse: 66 procent Tarantino

Med Bad Times at the El Royale har Drew Goddard endelig besvaret et spørgsmål, jeg længe har funderet over.

Hvor mange procent Quentin Tarantino skal man kopiere, for at få en god film?

Bølgen af billige Tarantino-kopier fra 90’erne beviste, at man skal gøre sig umage, hvis man vil kopiere mesterinstruktøren med succes.

Bad Times at the El Royale har en næsten skamløs dunst af Tarantino, men et overvejende snedigt manuskript og et hold veloplagte skuespillere løfter den til mere end bare en billig kopi.

Det lyder næsten som starten på en vits: en præst, en støvsugersælger, en hippie og en sangerinde checker ind på et hotel.

Men det er ikke en vits.

I en veloplagt åbningssekvens gør Goddard det klart, at intet er som det ser ud til på hotellet El Royale, der ligger placeret lige direkte på statsgrænsen mellem Nevada og Californien.

Det samme gælder selvfølgelig for det hold af karakterer, der checker ind på hotellet.

Publikum lærer hurtigt, i filmens første og bedste afsløring om det navnkundige hotel, at ingen af dem er, hvad de udgiver sig for.

Bad Times at the El Royale anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Og så går det ellers over stok og sten, med karakterer der på Tarantino-vis har både overraskende dybder og tager overraskende beslutninger, over en enkelt nat på hotellet, mens flashbacks fortæller os andre, hvad der har bragt dem til hotellet.

Flashbacks, der selvfølgelig har Tarantino-style kapitel-inddelinger.

Egentlig kan hele Bad Times at the El Royale beskrives som Tarantino-style, men det gør egentlig ikke det store, når efterligningen er så vellykket som her.

Instruktør Drew Goddard giver den gas med et stilfuldt soundtrack fyldt med blandt andet en række Motown-klassikere.

Imens snyder de lumpne karakterer hinanden på kryds og tværs på det sære hotel, der er lækkert americana-nostalgisk designet og tager sig godt ud i Seamus McGarveys stilfulde fotografering.

Bad Times at the El Royale anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Alle skuespillerne er indforståede med Goddards genreleg, og særligt en veloplagt Jeff Bridges – som den Alzheimers-plagede præst – og Cynthia Erivo – som filmens mest godhjertede karakter – leverer imponerende præstationer.

Historien snor sig i overraskende retninger, og afsløringerne om både hotellet og dets beboere lander i højt tempo.

Men svaret om hvor mange procent Tarantino, der er brug for til en god film, viser sig at være omkring de 66 procent.

For da afsløringerne løber ud, og svarene begynder at komme i filmens sidste tredjedel løber Goddard og filmen lidt tør for benzin.

Bad Times at the El Royale anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Chris Hemsworth introduceres i en atypisk rolle som filmens overskurk, en hippie-fascistisk kultleder, men han afslører sig som en lidt underlig manuskript-konstruktion skabt til at binde en film sammen, der ikke rigtig ved, hvor den er på vej hen.

Den næsten to en halv times lange spilletid begynder at kunne mærkes i filmens noget hule finale, der pludselig forventer en del mere følelsesmæssigt engagement fra publikums side i karakterer, der egentlig mest er narrative puslespilsbrikker.

Til sidst siver det hele lidt ud i noget vag samfundskritik, og filmen ender med at føles mere som hul stiløvelse end som selvstændigt værk.

Det var aldrig sket, hvis det havde været 100% Tarantino.

Men indtil da er Bad Times at the El Royale veloplagt underholdning af den genrelegende slags.

Stilfuld, snedig og voldsomt underholdende: Bad Times at the El Royale er Good Times at the Cinema, også selvom det hele starter bedre, end det slutter.

4 af 6 stjerner anmeldelse