Ant-Man and the Wasp anmeldelse: Fra det monumentale til det minimale

Hvis Avengers: Infinity War viste mig, hvor stor en Marvel-film kan være, så minder Ant-Man and the Wasp mig om, hvor lille en Marvel-film kan være.

Det gælder selvfølgelig både helt bogstaveligt for en historie om superhelten, der regelmæssigt bliver så lille som et insekt, men også for tonen og historien i en film, der på både godt og ondt er netop lille.

I Ant-Man and the Wasp er der ikke nemlig nogen verdensknusende skurke på spil. Marvel-skurken over dem alle, Thanos, er faktisk slet ikke landet endnu.

Vores helt Scott Langs verden er begrænset til væggene i hans hus. Han er nemlig under husarrest for at have hjulpet Captain America og kompagni tilbage i Captain America: Civil War, hvis du kan huske så langt tilbage i Marvel-sæbeoperaen.

Inden længe er Ant-Man selvfølgelig tilbage i kostumet.

Denne gang sammen med den noget sejere – men mindre sjove – Hope Van Dyne, der endelig har fået sin egen dragt af farmand Hank og er blevet The Wasp.

Og så går det ellers over stok og sten lige sådan cirka præcis som det gjorde i den første Ant-Man. Af samme grund vil din nydelse af Ant-Man and the Wasp nok også være meget afhængig af, hvor meget du satte pris på den første film.

Historien er personlig – og ja, lille – i stedet for verdensomvæltende, og det føles forfriskende letbenet ovenpå den monumentalt tunge Avengers: Infinity War.

Ant-Man and the Wasp anmeldelse
Foto: Disney

Paul Rudd er cirka så Paul Rudd-agtig i hovedrollen, som han nogensinde har været, mens Evangeline Lilly er tilpas badass som The Wasp.

Også selvom hun ikke helt får så meget at lave, som jeg kunne have håbet på.

Michael Douglas får besøg af to andre skuespilveteraner, Laurence Fishburne og Michelle Pfeiffer, der giver filmen en minimal mængde tiltrængt tyngde.

Og så er det som altid sjovt – og ikke så lidt syret – at se de aldrende skuespillere puttet i Marvel computerdrevne foryngelsesmaskine og pludselig ligne sig selv fra deres storhedstid.

Men det er ikke tyngde, der er Ant-Man and the Wasps styrke.

Ant-Man and the Wasp anmeldelse
Foto: Disney

Filmen er bedst, når den let på tå kaster sig ud i den ene forstørrelses og formindskelses-gag efter den anden.

Køkkenbordet i en restaurant forvandles til en kreativ actionsekvens, en kontorbygning bliver til kuffertstørrelse – komplet med håndtag – og Hot Wheels-legetøjsbiler er del af en veloplagt biljagt.

Imens holdes tonen luftig som marengs og kun meget lidt tages alvorligt.

Desværre er historien ikke helt så klar i spyttet, som den burde være i så lille en film. Der bruges for lang tid på en række ubetydelige detaljer, og der er mindst en skurk for meget i filmens noget overcrowdede plot.

Den lette tone er forfriskende efter den tunge Avengers: Infinity War, men den er også ubetinget konsekvensløs. En undskyldning for superhelteløjer, hvor det kun sjældent føles som om noget er på spil.

Ant-Man and the Wasp anmeldelse
Foto: Disney

På den måde minder Ant-Man and the Wasp om de tidlige solide, men også lidt anonyme, film i Marvel-universet.

Det er tæt på at være for lidt, efter film som Thor:Ragnarok og Guardians of the Galaxy har vist, hvor meget personlighed de glanspolerede superheltefilm kan rumme.

Men Ant-Man and the Wasp redder den heldigvis hjem på charmen.

Nok føles den mere som en god superhelte-sitcom end den saftige fantasy-roman, vi fik med Infinity War, men ikke alt behøver være stort for at være underholdende.

Der er dog ingen tvivl om, at den traditionelle bid efter rulleteksterne, unægteligt mindede mig om, hvad det er jeg virkelig glæder mig til at se.

Ant-Man and the Wasp er på alle måder blandt Marvels mindste film, men der er mange fornøjelser at finde hos de formindskede superhelte.

4 af 6 stjerner anmeldelse