Alt for min søn anmeldelse: En familie under pres

Da jeg gik ind til det franske skilsmissedrama Alt for min søn, havde jeg selvfølgelig visse forventninger.

Men ingen af dem inkluderede, at den ville være blandt de mest uhyggelige film, jeg indtil videre har set i år.

Men med sin debutfilm tog instruktør Xavier Legrand simpelthen røven på mig.

For Legrand fortæller sin historie om en grim skilsmisse med samme intensitet som en thriller og som filmen skrider frem måske endda en decideret gyserfilm.

Den afsluttende sekvens er i hvert fald den mest skræmmende, jeg har oplevet i en biograf i lang tid.

Men det hele starter mere køligt.

Publikum er inviteret med til en skilsmisse-høring, hvor det tidligere par Miriam og Antoine – og deres respektive advokater – er samlet for at diskutere forældremyndigheden over sønnen Julien.

Dommeren der skal vurdere sagen har en hård opgave foran sig.

Er det mon Miriam, der har manipuleret sine børn – der også inkluderer den næsten 18-årige datter Mathilde – til at tage afstand fra Antoine?

Eller er det rigtigt, at Antoine er en voldelig trussel mod sin familie og har slået sin datter?

Publikum bliver sat i dommerens sko. Hvem taler sandt?

Dommen ender med at blive i Antoines favør, og derfor skal Julien nu tilbringe hver anden weekend med sin far. Uden at afsløre alt for meget, er det ikke en god ide, og Juliens rolle kommer hurtigt mere til at ligne et gidsel end en søn.

For Antoine er en skræmmende mand.

Alt for min søn anmeldelse
Foto: Filmbazar

Han spilles helt fantastisk af Denis Ménochet. Ham husker du måske bedst fra begyndelsen af Tarantinos Inglourious Basterds, hvor han var den stakkels bonde i kløerne på Christoph Waltz’ SS Officer Hans Landa.

I Alt for min søn er han en bjørnelignende mand, der i sit meget fysiske spil vækker minder om Kim Bodnias storhedstid.

Antoine afslører sig støt og roligt som en manipulerende, psykopatisk mand, for hvem familien er ejendele, som han har ret til. Hvert eneste sekund, han er på lærredet, føles som et løfte om vold.

Det ene øjeblik er han en rasende naturkraft, det næste en sølle, tudende, såret bamsebjørn, der patetisk snotter sig igennem et ønske om at få sin kone tilbage.

Men egentlig vil han bare have sin vilje.

Alt for min søn anmeldelse
Foto: Filmbazar

Har du selv en opvækst i bagagen med en lignende manipulerende og mishandlende fatter, så kan du godt gøre barndomstraumerne klar til at blive rippet op.

Det blev de i hvert fald hos mig.

Xavier Legrand arbejder med en distanceret realisme, men med et kamera, der holder sig ubehageligt tæt på karaktererne.

Her er ingen musik, men et helt fantastisk komplekst lyddesign, der lader verden omkring den plagede lille familie være det kaotisk pres, de føler indeni.

Det er simpelthen suverænt.

Legrands filmsprog vækker minder om Michael Hanekes kølig dissekerende skalpel, men i modsætning til Haneke glemmer Legrand ikke følelserne.

Han er 100% på mor og børns side, og får ubehageligt effektivt formidlet deres lidelse, og den måde verden langsomt forvrænges, når man længe nok har levet med en psykopat i familien.

Alt for min søn anmeldelse
Foto: Filmbazar

Intensiteten øges, indtil den afsluttende sekvens, der nådesløst vrider publikums nerver, som ellers kun de bedste gyserfilm kan gøre det.

Der er mange genrefilmsinstruktører, der kunne lære en ting eller to af Legrand.

Men instruktøren vil ikke bare skræmme for fornøjelsens skyld.

En lille epilog gør det klart, at den lille franske families historie ikke er unik. Hvis du ikke selv er del af en lignende historie, så er din nabo det helt sikkert.

Af samme grund skal vi tage mistanker om vold i hjemmet – både psykisk og fysisk – uhyre alvorligt.

I stedet for bare at lukke døren, og håbe at nogen andre gør noget ved det for os.

Alt for min søn er meget mere end endnu et europæisk skilsmissedrama. Det er en lige dele rædselsvækkende og dybt bevægende skildring af et liv med vold i hjemmet. En gyserfilm forklædt som drama. Xavier Legrands debutfilm kunne simpelthen ikke være bedre.

6 stjerner anmeldelse