A Quiet Place anmeldelse: Sshhh…

Du har sikkert hørt en del om, hvor stille A Quiet Place er.

Det passer ikke.

Den er fyldt med lyd.

Klask af bare fødder, vind i visne blade, knirkende vægge og knagende gulve, summen fra et elektrisk høreapparat, dæmpet desperat hvisken og selvfølgelig Marco Beltramis musik.

Og så er der alle de høje lyde. De lyde filmens familie helst vil undgå.

Glas der smadrer, den uventede støj fra elektrisk legetøj og skrig af smerte.

Og selvfølgelig lyden der kommer efter larmen.

Lyden, der gør, at den lille familie lever i stilhed.

Lyden af monstre.

I John Krasinskis nye gyserfilm er verden nemlig blevet indtaget af flænsende monstre, der jager ved hjælp af lyd.

Meget mere behøver du egentlig ikke at vide, for A Quiet Place er en lille film med en lille fortælling. Jeg har ikke lyst til at afsløre dens overraskelser.

A Quiet Place føles som et rigtigt godt afsnit af The Twilight Zone overført direkte til biografen.

Lyd-gimmicken holder virkelig, og selvom filmen ikke helt kan holde nallerne fra dialog, så folder størstedelen af A Quiet Place sig alligevel ud som en næsten ordløs fortælling.

A Quiet Place anmeldelse
Foto: UIP

Krasinski – som du måske især kender som Jim fra den amerikanske udgave af The Office – har med sin kun tredje spillefilm som instruktør leveret en forbavsende skarp genrefilm.

Der er noget Spielberg’sk i Krasinskis præcise instruktørstil, og især i hans evne til at fokuserer på karaktererne.

Krasinski bruger sit eget blidt udtryksfulde ansigt til fuld effekt i rollen som en far, der forsøger at beskytte sin familie i en ulideligt farlig verden.

Han har – ikke overraskende – god kemi med sin virkelige kone Emily Blunt i rollen som, ja, hans kone.

De to unge skuespillere Noah Jupe og Millicent Simmons forstår også virkelig at videregive deres skræk helt ned til bagerste række af biografsalen.

Det er Krasinskis fokus på familiens interne dynamikker, der gør spændingsscenerne så djævelsk effektive.

A Quiet Place anmeldelse
Foto: UIP

På trods af legen med lyd går A Quiet Place – næsten – ikke efter de billige chok. I stedet trykkes spændingsspeederen langsomt og nådesløst i bund.

Det er lang tid siden, jeg har siddet så langt fremme i sædet til en pressevisning.

Filmens sidste del foregår over en enkelt nat, hvor en serie af eskalerende uheld skaber nogle af de bedste spændings-scener jeg har set i år.

Når først helvede bryder løs stopper A Quiet Place ikke et eneste sekund for at få pusten, og der er ikke et gram overflødigt fedt på filmens 90 minutters korpus.

Ambitionerne svulmer aldrig op til noget filmen ikke kan bære, og den slet skjulte forældre-metafor bag hele historien er overraskende rørende uden at blive sentimental.

Så tag roligt afsted til A Quiet Place – også selvom der ikke er så stille endda.

A Quiet Place presser selv de mest hærdede ud på kanten af biografsædet. Det er en vanvittigt godt fortalt og nervepirrende filmoplevelse, der fortjener at blive set i biografsalens stilhed; så du rigtigt kan høre skrigene.

5 af 6 stjerner anmeldelse