120 slag i minuttet anmeldelse: Aids og aktivisme

Ok, jeg kan godt forstå hvis, 140 minutters film om aids måske ikke lyder som alles ide om en god tur i biografen.

Og hvis jeg prøver at trøste med at 120 slag i minuttet også handler om aktivisme, så er det ikke sikkert det hjælper.

Men 120 slag i minuttet er meget mere, end den tunge kost den lyder som.

Det er en fængende og dybt bevægende film om kærlighed, passion og fællesskab.

Og – jeg indrømmer det – også om aids og aktivisme.

120 slag i minuttet inviterer publikum med ind i en tid og et sted, som det nok er de færreste, der var del af: Aktivistgruppen ACT UP midt under aids-epidemien i start 1990’ernes Paris.

Instruktør Robin Campillo var selv del af bevægelsen, og det mærkes tydeligt.

Campillo får gjort aktivistgruppen til et kollektiv af interessante og rørende karakterer. Store dele af 120 slag i minuttet foregår ved gruppens mange fælles møder, der ender med at være nogle af filmens mest uforglemmelige scener.

I en tidlig scene bliver reglerne fremlagt – i stedet for at klappe knipses der og hvislen signalerer uenighed.

Og uenighed er der masser af i den langt fra homogene gruppe.

Her er homoseksuelle mænd, kvinder og transseksuelle, heteroseksuelle, hiv-positive og negative i en stor pærevælling. Nogle ønsker mere militant indgriben, mens andre stemmer for det diplomatiske.

Det utrolige er, at jeg som publikum forstod dem alle sammen.

120 slag i minuttet anmeldelse
Foto: Camera Film

Til fælles har de at aids har påvirket dem selv, eller nogen de holder af, og de er oppe mod medicinalindustrien, der arbejder alt for langsomt, og en verden der ikke lytter.

For hovedparten af befolkningen ses de som en flok homoseksuelle, der laver unødigt provokerende aktivisme, hos de homoseksuelle er de en flok lyseslukkere, der kun vil tale om sygdom og død.

Møderne virker dokumentarisk ægte, mens skuespillerne overbevisende vækker en hær af vidt forskellige karakterer til live.

Selve aktivismen spænder fra voldsomme aktioner som kasten med teaterblod, til uskyldig uddeling af kondomer på lokale skoler.

Aktionerne er ofte så velorkestrerede som en god heist-film og leverer den pulserende intense følelse, det må have været selv at deltage.

Ud af kollektivet blomstrer – mindst en – kærlighedshistorie.

120 slag i minuttet anmeldelse
Foto: Camera Film

Romancen mellem den aids-ramte, unge ACT-UP veteran Sean og nykommeren Nathan bliver filmens røde tråd.

Særligt Nahuel Pérez Biscayart er rørende som den energiske Sean, der tiltagende desperat bliver offer for den altædende sygdom.

Forholdet munder ud i en serie af ekstremt rørende scener, der gør det forståeligt, hvordan det må være at leve i et miljø, hvor næsten alle man elsker tages af en hensynsløs sygdom.

Resultatet er, at man forstår hvorfor ellers så ekstreme reaktioner som at strø en afdøds aske udover et medicinalfirmas receptionsmad, kan være nødvendige.

120 slag i minuttet trækker tårer, men den er overordnet ikke tung kost. Den pulserer af liv præcis som aktivistgruppen gør det, og er en uomgængelig skildring af både aktivismens fællesskab og livet med aids.

Den gør det klart, hvad ACT-UP egentlig handlede om.

Ikke døden, men livet.

120 slag i minuttet er noget så smukt selvmodsigende som en livsbekræftende film om en dødelig sygdom. Den er et troværdigt indblik i aktivismens fællesskab, et historisk vidnesbyrd, men først og fremmest en bevægende hyldest til kærligheden.

5 af 6 stjerner anmeldelse